Optakt Varde IF vs Herning Fremad

Lørdag kl. 15:00 møder Vardes DS-hold et af de nye hold i rækken, når oprykkerne fra Herning Fremad er gæster på Sydbank Stadion. 

Herning Fremad, der blev etableret i 1918 er sammen med Ikast FS moderklubberne bag FC Midtjylland, som blev etableret i 1999, hvor begge moderklubber spillede i den højeste række. Som følge af at FC Midtjylland er en overbygning kan Herning Fremad ikke rykke op i 2. Division.

Forud for sæsonen var holdets primære mål at overleve i Danmarksserien og gerne tilkæmpe sig en placering midt i rækken. Som oprykker fra JS efter at have vundet playoff kampen mod FC Sønderborg var håbet, at de etablerede hold bevidst eller ubevidst vil undervurdere midtjyderne.    

Hvorvidt det er årsagen skal være usagt, men Herning Fremad har fået en aldeles forrygende start på sæsonen, hvor det er blevet til 3 sejre og et enkelt nederlag. I sidste weekend blev oprykningsfavoritterne fra SfB-Oure FA sendt hjem fra Herning med et nederlag på 2-0, hvor rækkens topscorer med 6 mål Thomas Lauritsen slog sejren fast med målet til 2-0.

Der er således ingen tvivl om, at der venter Varde holdet en særdeles svær opgave på Sydbank Stadion, hvor holdet har vundet de seneste 5 kampe.   

Varde holdet har ligeledes fået en god start på sæsonen med 7 points i de første 4 kampe og viderekvalifikation til 2. runde i DBU Pokalen.

I sidste spillerunde måtte holdet nøjes med det ene point i Odder efter at have ført 2-0 ved pausen. Et kvarters udfald i starten af 2. halvleg medførte at holdet kom bagud 3-2, men holdet rejste sig igen, fik udlignet og var tættest på sejren i slutfasen.

Til kampen må holdet desværre undvære midtbaneprofilen Mikkel Rohde, som er blevet skadet i ugens løb. I stedet forventes, at Nikolaj Andreasen rykkes frem på midtbanen, mens Peter Brix rykker ind i den bagerste kæde, hvor Simon Jelstrup ligeledes erstatter Søren Jelstrup, som er på ferie.        

Cheftræner Søren Pallesen er da heller ikke i tvivl om, at der venter en svær kamp: ”Når man slår oprykningsfavoritterne fra Svendborg-Oure med 2-0, som vi tabte 4-0 til premierekampen kan jeg forsikre, at vi ikke undervurderer lørdagens modstander. Holdet kommer med den oprykkergejst man ofte ser, og når det så samtidig giver pote på pointskontoen, giver det for alvor tro på tingene. Så ingen tvivl om, at vi skal op på niveauet fra 1. halvleg i Odder, såfremt sejrstimen på Sydbank Stadion skal bevares”.      

Vardes trup til kampen: Lasse T. Kristiansen, Mikkel Knudsen, Kristoffer Sørensen, Peter Brix, Viktor Skovby, Kenneth Kruse, Mikkel Blåholm, Simon Jelstrup, Niclas Holm, Nicolaj Forst Jensen, Nikolaj Andreasen, Sune Nissen, Jesper “mc” Christiansen og Joachim Puggaard. Truppen vil blive suppleret yderligere inden kampen.

 

Den 30. August 2019 af Ejgil Gammelgaard