Optakt Varde IF – Silkeborg KFUM

Lørdag kl. 15.00 venter et nyt spændende opgør på Sydbank Stadion, når Varde møder et af forårets mest formstærke hold, oprykkerne fra Silkeborg KFUM.

Gæsternes vision er at Silkeborg KFUM skal være Silkeborg Kommunes næstbedst placerede klub, når det gælder 1. holdet og U19-holdet, og for 1. holdets vedkommende oprykning til 2. division i 2020.

I den forbindelse har klubben iscenesat et yderst spændende projekt, hvor de har fået tilknyttet nogle velkendte ansigter fra den danske fodboldverden på såvel træner- som spillersiden.

Cheftræner er Claus Christiansen med en fortid i FC Skanderborg og Aarhus Fremad som assisteres af Jesper Thygesen og Ove Christensen.    

Spillersiden tæller bl.a. holdets Thomas Dalgaard, som var topscorer i superligaen i sæsonen 2013/14 for Viborg med 18 mål. Derudover er der flere spillere med masser af divisionserfaring fra den næstbedste række – offensivspillerne Patrick Bang Nielsen og Nicolai Johansen, forsvarsspilleren Mads Rosenberg samt keeperen Mads Markfoged.

Det gennemrutinerede Silkeborg hold har for alvor vænnet sig til danmarksserien i foråret, hvor det foreløbig er blevet til 6 sejre, en enkelt uafgjort mod Næsby samt et enkelt nederlag til SfB-Oure. Holdet har vundet de sidste 4 kampe samt de sidste 5 udekampe, så der venter hjemmeholdet en vanskelig opgave.

For det unge Varde hold har foråret været en stor skuffelse. 6 points i 8 kampe og nederlag i de sidste 5 kampe taler for sig selv og oprykningschancen er da også for længst forpasset, og er nu en direkte duel mellem de to fynske klubber, Næsby og SfB-Oure.   

Vel har truppen været hårdt ramt af skader i foråret, men forventningspresset og ikke mindst skuffelsen over hjemmebanenederlaget til Næsby har været særdeles svært at tackle for de unge spillere og må formodes at være hovedårsagen til den skuffende pointhøst.

Derfor gælder det allerede nu om at udvikle holdet frem mod den kommende sæson. Cheftræner Søren Pallesen har derfor heller ikke til hensigt at gå tilbage til en mere defensiv udgangspunkt i de resterende kampe, men vil fortsæt udvikle holdet gennem en offensiv spillestil med et højt pres. ”Holdets udvikling går frem for point(s) i den enkelte kamp”, lyder det således for cheftræneren.

Til kampen mod Silkeborg KFUM er der afbud fra Mikkel Knudsen og Anders Egholm. I stedet er Mikkel Blåholm og Nicolaj Forst tilbage i truppen, ligesom U19 spilleren Jesper Møller Christiansen for første gang indgår i den udtagne trup.      

Vardes trup: Sune Nissen, Lasse T. Kristiansen, Søren Jelstrup, Peter Brix, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggard, Lasse Holm, Niclas Holm, Mathias Nielsen, Mathias Backs, Mikkel Blåholm, René B. Jørgensen, Nicolaj Forst, Nikolaj Andreasen og Jesper Møller Christiansen.  

 

Den 17. Maj 2019 af Ejgil Gammelgaard