Optakt Varde IF – Kolding Boldklub

Der er comeback til Bogi efter knap 1½ års fravær

Lørdag kl. 15.00 er der igen DS-fodbold på SydbanK Stadion, hvor Kolding Boldklub er modstanderen.   

I sidste sæson blev Kolding B reddet fra nedrykning takket være Corona, som bevirkede at nedrykningen fra DS blev suspenderet, men holdet er i den nye sæson i en ny og bedre udgave. Holdet indledte sæsonen med en hjemmesejr på   3-1 over Odder, hvorefter det blev til et nederlag på 2-0 ude til Marienlyst. Herefter fulgte 2 uafgjorte kampe mod henholdsvis OKS og Horsens fS inden det i sidste weekend blev til et nederlag på 3-1 hjemme mod Hedensted. Cheftræner Søren Pallesen overværede denne kamp og kunne ved selvsyn konstatere, at Kolding B fuldt matchede gæsterne fra Hedensted.

Varde leverede en særdeles skuffende præstation i udekampen sidste lørdag mod B1913, hvor man trods en spiller i overtal den sidste halve time ved stillingen 1-1 måtte se sig besejret med 2-1. De forkerte beslutninger stod nærmest i kø, ikke mindst efter pausen, afleveringerne manglede præcision og den sidste ærgerrighed og aggressivitet savnedes også. Trods nederlaget bevarede Varde lige netop en plads i top 4 i puljen, men mange hold presser sig på lige under.  

Der er således lagt op til et spændende opgør, hvor begge hold utvivlsomt vil gå efter alle 3 points og hænge på top 4 i puljen.      

Cheftræner Søren Pallesen er da også helt klar i mælet inden kampen: ”Med præstationer på samme niveau som sidste weekend mod B1913 taber vi alle kampe i danmarksserien. Kampen handler derfor mest om os selv, og det skal vi ud at revanchere mod Kolding B”.

”Forventningerne er i første omgang at alle yder en indsats, så man kan se sig selv i spejlet bagefter. Opnår vi det, er jeg også sikker på at vi får et tilfredsstillende resultat, og forhåbentlig alle 3 points. Jeg forventer derfor at se et toptændt Varde mandskab, der vil jagte alle 3 points i samtlige 90 minutter”, slutter cheftræneren.     

Til kampen er holdet desværre alvorligt ramt af både skader, karantæner samt afbud. Såvel Mikkel Rohde, Jonas Gejel Hansen samt Viktor Skovby er alle meget tvivlsomme på grund af skader, Lasse Holm er ude med 2 spilledags karantæne efter udvisningen sidste weekend og endelig er der afbud fra Søren Jelstrup og Simon Jelstrup.

Det betyder et forventet comeback til forsvarsspilleren Bogi Høgnason Eriksen samt en mulig debutant i form af Christoffer Stryhn. Ligeledes indgår unge Oliver Hougaard igen truppen.      

Truppen har følgende udseende: Lasse T. Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Christoffer Stryhn, Mikkel Blåholm, Mikkel Rohde, Mikkel Fischer, Niclas Holm, Jesper “mc” Christiansen, Oliver Hougaard, Jonas Gejel Hansen, Viktor Skovby, Jeppe Aarhus, Nicolaj Forst, Bogi Høgnason Eriksen, Nicolaj Andreasen og Joachim Puggard.

 

Den 18. September 2020 af Ejgil Gammelgaard