I sæsonens 2. kamp møder Vardes DS-hold lørdag kl. 15.00 Viby på Sydbank Stadion.

Gæsterne indledte sæsonen i fornem stil, da det på hjemmebane blev til en 4-1 sejr over nyoprykkerne fra Hjørring IF og i DBU Pokalen kvalificerede holdet sig til 2. runde via en 1-0 sejr over DS-holdet Aabyhøj midt i ugen. Det er således et hold med en god portion selvtillid der møder op på Sydbank Stadion lørdag eftermiddag.

Viby havde et enkelt år i divisionsrækkerne i sæsonen 2011/12, hvor holdet sluttede på 16. og sidstepladsen med 17 points. De to indbyrdes kampe mellem Viby og Varde sluttede med en 2-1 sejr til Varde på Sydbank Stadion, mens opgøret i Viby Idrætspark endte 2-2.

Hjemmeholdet indledte sæsonen med et nederlag på 1-0 på udebane mod Lyseng efter en meget lige kamp, hvor resultatet lige så vel kunne være gået Vardes vej. I onsdagens pokalkamp mod Vejle Boldklub viste holdet rigtig gode takter og fik tanket selvtillid. Efter en lige forestilling i en chancefattig kamp kunne Vejle Boldklub lidt heldigt drage hjem med en 2-1 sejr, hvor sejrsmålet faldt 2½ minut inde i dommerens tillægstid.      

 Trænerstabens kendskab til det aarhusianske hold, som i sommerpausen måtte sige farvel til holdets topscorer Simon Elkjær Nielsen, som skiftede til FC Djurslund, er ret beskeden. Udgangspunktet er da også at man primært vil  forsøge at afgøre kampen ud fra egne præmisser og spidskompetencer. “Kan vi finde de samme takter som i onsdagens pokalkamp mod Vejle Boldklub er jeg overbevist om, at vi kan hente alle 3 points”, lyder det fra assistenttræner Klaus Nielsen, som ikke lægger skjul på, at det er vigtigt med 3 points på kontoen i lørdagens kamp efter premierenederlaget mod Lyseng.

Varde må til kampen se bort fra Niklas Fyhn, som stadigvæk er ukampdygtig som følge af sin ansigtslæsion sidste weekend, Brian Heller afløser Jonas F.C. på målmandsposten, mens Lennart Borgvardt tager en tørn på 2. holdet.

Truppen har derfor følgende udseende: Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Morten Gregersen, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Martin Thomsen, Tobias Jeremiassen, Rasmus Jessen, Søren Pallesen, Rasmus Harm, Simon Matras, Rasmus Svennesen og Brian Heller.       

 

16. August 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.