Optakt Varde IF Elite – Ringkøbing IF

Kenneth Lund i kamp mod sin gamle klub

Lørdag kl. 15.00 er der topkamp på Sydbank Stadion, når Varde i Danmarksseriens Pulje 3, møder rækkens duks og favorit til oprykningen, Ringkøbing.

Der er tale om 2 formstærke mandskaber. Gæsterne har i forårets første 5 kampe hentet 10 points, mens hjemmeholdet har hentet et enkelt point mere og er ubesejret i de seneste 7 kampe. Der er således ikke tvivl om, at der venter publikum et brag af en kamp.

Cheftræner Nicolai Waels forventninger til kampen er, at Ringkøbings tålmodighed vil blive testet endnu engang og udtaler: ”Vi kommer til at stå overfor et velorganiseret Varde-hold. Det bliver en stor prøve for os at få deres defensiv lirket op, og samtidig undgå at de får lov til at køre på deres omstillinger”.

Gameplanen er derfor ganske simpel: ”Pas godt på bolden. Jeg glæder mig dog over vores form. Vi løber langt på literen, og fysisk har vi på det seneste været overlegne. Spillemæssigt er der mange, der er ved at finde formen, og når alt det bliver lagt sammen, er jeg ikke i tvivl om, at Varde får en varm eftermiddag”, slutter Wael.

Gæsterne forstærkede sig angrebsmæssigt i ellevte time inden sæsonstarten, da holdet hentede den tidlige fuldtidskontraktspiller i FC Fredericia, 22-årige Christian Nissen, som har fået sin fodboldopvækst i Sønderjyske, og som Nicolai Wael i sin tid hentede til FC Fredericia for 2½ år siden. At dette affødte, at Ringkøbings Kenneth Lund nogle få dage senere skiftede til Varde er en ganske pudsig detalje, som kun kan give kampen ekstra kolorit.

For hjemmeholdets vedkommende gælder det om at få hævet niveauet fra seneste kamp mod Kolding B, hvor flere af spillerne underpræsterede gevaldigt. ”Kampe mod Ringkøbing er noget helt andet” lyder det fra sportschef Claus Holm. ”Jeg er overbevist om, at alle vil levere 100% og mere til, om det så er nok til at drille favoritterne, må tiden vise. Det bliver langt hen ad vejen et spørgsmål om vi som hold kan matche Ringkøbings mere erfarne og fysisk stærkere individualister”.

”Presset er dog helt på Ringkøbings side, hvorimod vi har alt at vinde og intet at tabe. Derfor kan vi spille frigjort og da vi samtidig har en næsten skadesfri trup og ingen karantæner, tror jeg på muligheden for points, slutter sportschefen.

Hos Varde er Joachim Puggaard tilbage efter udstået karantæne, og han erstatter Benjamin Klaaby Hansen, som er røget helt ud af truppen sammen med den skadede Mathias Dahl.

Varde stiller med følgende trup: Lasse T. Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Jakob Eskildsen Hansen, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Kenneth Lund, Mikkel Schultz, Daniel Kristiansen, Simon Jelstrup, Niclas Holm, Rasmus “mc” Christiansen, Nicolaj Andreasen, Sune Nissen og Joachim Puggaard.

 

28. April 2017 af Ejgil Gammelgaard