Vardes 2. divisionshold møder lørdag eftermiddag kl. 15.00 Ringkøbing på Sydbank Stadio. Kampen må betegnes som et ægte bundopgør, i det begge hold ligger under stregen før kampen.

Mens Varde kun har en meget teoretisk chance for at klare frisag, har kampen stor betydning for vestjyderne, som er placeret på 14. pladsen, hvilket betyder play-off kampe mod nr. 14 i østkredsen, mens der er 2 point op til FC Sydvest, der indtager pladsen lige over stregen. Der er således lagt op til en spændende kamp mellem 2 hold, som har et godt kendskab til hinanden efter flere indbyrdes træningskampe i opstartsfasen.

Nyoprykkerne fra Ringkøbing har vist sig at være et stærkt hjemmebanehold, hvor 19 af holdets 25 points da også er hentet. På Alkjær Stadion har man også en god støtte i hjemmepublikummet, hvor mellem 500 og 600 tilskuere normalt møder op – særdeles flot niveau i 2. division. På udebane er det derimod  kun blevet til en enkelt sejr på 2-1 over Kjellerup.

Den store profil hos gæsterne er Lennard Lauridsen, som indtil videre har scoret 17 mål, og ligger på en 3. plads på topscorerlisten i rækken. Lennard Lauridsen er netop tilbage efter overstået karantæne, så der er ikke tvivl om, at han er målsulten igen.

For Varde spillerne gælder det om at finde sig selv igen efter skuffelsen i onsdags mod Marienlyst, hvor meget lidt gik Vardes vej. Cheftræner Jørn Bach er da også realistisk med hensyn til Vardes muligheder forud for kampen: “Der skal et kæmpe mirakel til såfremt vi fortsat skal spille divisionsfodbold efter sommerpausen. Vi er 9 points efter Ringkøbing og vores målscore er 17 mål dårligere, så det vil kræve en sejr på 6-7 mål, samtidig med at vi skal vinde de sidste 2 kampe mens Ringkøbing skal tabe sine 2 sidste. Målsætningen før kampen er derfor heller ikke at vinde en gigantisk sejr, men derimod at vinde kampen. Vi længes alle efter forårets første sejr, og den skal komme i lørdagens kamp” lyder det fra cheftræneren.       

Jesper Lund og Jack Holt er tvivlsommere startere i forhold til kampen i Odense, men ellers er resten af truppen klar, som har følgende udseende: Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Jakob Riber, Kristian Skov, Jesper Lund, Jack Holt, Rasmus Harm, Morten Eggert Nielsen, Simon Matras, Jonas Flindt Christensen, Emil Sørensen og Brian Heller.       

 

7. Juni 2013 af Ejgil Gammmelgaard

       

 

Comments are closed.