Der venter Vardes 2. divisionshold og publikum en megte spændende kamp, når nyoprykkede Middelfart gæster Sydbank Stadion lørdag eftermiddag, hvor kampen fløjtes op kl. 15.00 som sædvanlig.

Der er mange lighedspunkter mellem de to hold. Begge ligger placeret i den nederste halvdel af rækken, hvor Middelfart indtager 9. pladsen med 8 points, mens Varde ligger lige over stregen – på 13. pladsen – med 6 points. Begge hold har skiftet mange spillere ud i sommerpausen, og hvor hjemmeholdet har fået tilgang fra EfB´s U-19 hold har fynboerne tilsvarende fået tilgang fra OB´s U-19 hold. Ligeledes har begge hold klaret sig godt på hjemmebane, mens det er blevet til lutter nederlag på fremmed græs, ganske karakteristisk for et ungt hold i opbygningsfasen.            

Middelfarts nederlag på udebane har været til Blokhus FC samt de to nyoprykkere hold Ringkøbing og FC Sydvest. Sidste weekend blev det til en hjemmesejr på 3-1 over Skovbakken, hvor den tidligere OB´er Mads Rodridques Rasmussen fik sit egentlige gennembrud med to scoringer, og hvor holdet viste sæsonens bedste på hjemmebane. På midtbanen huserer den tidlige Varde og Kolding FC spiller Morten Christensen og den fra FC Fyn tilkomne Aske Lundsgaard, mens forsvaret styres af rutinerede Steffen Algreen, ligeledes med en fortid i FC Fyn samt AC Horsens og den tidligere EfB´er Martin Frandsen.      

Hos hjemmeholdets spillere har det generelt knebet med kynismen i felterne, og i særdeleshed forsvaret har været i gavehumør. 16 indkasserede mål i blot 7 kampe taler her sit tydelige sprog. Hovedmålet i lørdagens kamp er selvfølgelig at hente alle 3 points, men ét af delmålene er at præstere sæsonens første clean sheet.  

Efter den lidt tamme indsats i sidste weekends kamp mod Brabrand, hvor flere af de bærende kræfter var tydeligt mærket oven på pokalkampen mod AGF er spillerne til lørdagens opgør fit for fight og parat til at investere det nødvendige løbearbejde i alle 90 minutter.

”Med en sejr holder vi fat i midterfeltet, mens omvendt et nederlag betyder at vi falder ned i bunden, jeg er derfor 100% sikker på, at spillerne er klar over kampens betydning, og er parat til kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne”, lyder det fra cheftræneren forud for kampen. ”Vi har også valgt at blande kortene lidt anderledes til kampen, hvilket vi tror på  giver den ønskede virkning”, slutter cheftræneren, som er overbevist om at Sydbank Stadion fortsat vil vise sig at være en uindtagelig fort, også når kampen er slut.     

Til kampen må Varde se bort fra Rasmus Lindhardt, der har meldt afbud samt Jacob Bähr, der er ude med en skade. Derimod er Martin Thomsen, Morten Gregersen og Lennart Borgvardt tilbage i truppen.

Truppen har følgende udseende: André Christiansen, Søren Nørgreen, Rasmus Jessen, Niklas Fyhn, Morten Gregersen, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Martin Thomsen, Morten Smidt, Lennart Borgvardt, Jacob Riber, Kristian Skov, Rasmus Harm, Morten Eggert, Esben Lauridsen og Jonas Flindt Christensen,

 

21. September af Ejgil Gammelgaard      

 

Comments are closed.