Optakt Varde IF Elite – Middelfart Fodbold 2011

I sæsonens fjerde hjemmekamp møder Varde lørdag kl. 15.00 Middelfart på Sydbank Stadion.

Fynboerne har fået en overraskende dårlig start på sæsonen, hvor det foreløbig kun er blevet til 4 points og en målscore 6-19. Holdets eneste sejr faldt i udekampen mod Odder, som blev besejret med 1-0, mens holdet i forrige spillerunde spillede 1-1 ude mod Kolding IF. Sidste weekend måtte holdet på hjemmebane indkassere et nederlag på 3-1 til FC Sydvest 05 Tønder, efter en skuffende præstation, hvor holdet havde sat næsen op efter den første hjemmesejr efter den lovende indsats i den foregående kamp mod Kolding IF.

Middelfart har ellers oprustet kraftigt på spillersiden henover sommeren. Keeperen Patrick Born samt målræven 32-årige Kenneth Fabricius er begge kommet fra Sønderjyske, hvor sidstnævnte er noteret for 122 superligakampe og 23 mål. Den tidligere topscorer i 2. division for FC Fyn er kommet fra Holstein Kiel, hvor den tidligere AC Horsens spiller Hamzi Kizil ligeledes har spillet. Endelig er Martin Mortensen og Jonas Kristensen kommet fra Marienlyst´s nedrykkede 1. divisionshold. På afgangssiden er kun noteret en enkelt spiller, holdets topscorer fra sidste sæson, Kristoffer Strangholt, som er vendt hjem til Thisted FC.

På trænersiden har Ulrik Pedersen overtaget efter Torben Mølby, mens Lars Meinert er tiltrådt som sportschef.

Det er således et på papiret stærkt mandskab, der møder op på Sydbank Stadion, men som har haft svært ved at få kollektivet til at fungere.

Efter 2 halvstore nederlag i træk høstede Varde holdet en kærkommen succesoplevelse i onsdagens pokalkamp mod Ringkøbing, som blev besejret med 3-2, efter en gedigen og koncentreret indsats.

Der er ingen tvivl om, at lignende dyder skal findes frem i lørdagens kamp, såfremt Varde skal hænge på i den bedste halvdel af rækken, hvilket kræver 3 points. ”Der skal arbejdes knaldhårdt gennem samtlige 90 minutter, og så fik vi afprøvet nogle nye konstellationer i onsdags, som gav pote, og det vil vi arbejde videre på”, lyder det fra cheftræneren.

Hos hjemmeholdet er Niklas Fyhn og Steffen Andersen tilbage i truppen, sidstnævnte efter en skadespause, mens Haile Goitom må sidde over på grund af den forstrækning han fik i baglåret i onsdagens kamp.

Kom på Stadion og støt vore drenge, og vær med til at hylde “Svenne”, som i morgen spiller kamp nr. 300 på Vardes 1. hold. Imponerende og en sjældenhed nu om dage.

Vardes trup til kampen: Jørgen Simon Jørgensen, Søren Nørgreen, Niklas Fyhn, Rasmus Harm, Mikkel Knudsen, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Emil Rindom Hansen, Daniel Eugster, Søren Pallesen, Kasper Køhlert, Thomas Witt, Nicolaj Andreasen og Sune Nissen.

 

26. september 2014 af Ejgil Gammelgaard