Optakt Varde IF Elite – Kolding IF

Varde IF Elite møder i 3. sidste spillerunde Kolding IF. Der er kampstart lørdag kl. 15.00 på Sydbank Stadion.

Traditionsklubben Kolding IF, der blev stiftet tilbage i 1895, var en af de første klubber i Danmark, som indførte non-amatørfodbold. Det skabte stor opmærksomhed, at klubben i slutningen af 70´erne købte seks spillere fra Vejle Boldklub. De seks var Flemming Serritslev, Finn Johansen, Peter Hansen, Jørgen Markussen, Hans Juncker og Iver Schriver.

Det absolutte højdepunkt for Kolding IF var i starten af 1980´erne, hvor holdet i 2 sæsoner var repræsenteret i landets højeste række. Siden fulgte en regulær nedtur, som først sluttede med et ophold i Danmarksserien på nogle sæsoner. I 2001 blev fodboldafdelingerne i Kolding IF og Kolding Boldklub sammenlagt under navnet Kolding FC, og i 2011 blev Kolding-fodboldklubben lagt sammen med Vejle Boldklub under navnet Vejle Boldklub Kolding. Klubbens førstehold fik hjemmebane i Vejle, mens reserveholdet og U 19 og U 17 spillede i Kolding. I slutningen af 2012 valgte Kolding IF dog at træde ud af fusionen igen.

På talentsiden har Kolding IF har indgået en langsigtet samarbejdsaftale med Superligaklubben Brøndby IF om at være nyt regionalt talentcenter. Under navnet “Brøndby Masterclass” satser Superligaklubben på udvikling af nye talenter i samarbejde med klubber over hele landet – herunder Kolding IF.

Forud for dagens kamp ligger koldingenserne på komfortabel placering som nr. 5 i tabellen med 42 points, og har kun slutplaceringen at spille for, hvor 3. pladsen er indenfor rækkevidde med en god slutspurt. Kolding IF er således den eneste af de 4 oprykkere fra danmarksserien, som har indløst billet til en ny sæson i 2. division, hvorimod Kolding Boldklub og Kjellerup må følge Varde ned i danmarksserien. Det demonstrerer klart, den store sportslige niveauforskel mellem 2. division og danmarksserien. Hvorvidt den ændrede struktur for 2. division og danmarksserien ændrer på dette forhold er svært at vurdere, men der hersker ingen tvivl, at det sportslige niveau bliver højere i såvel 2. division som danmarksserien.

For Varde, hvor nedrykningen blev endelig beseglet efter nederlaget i Tønder i onsdagens spillerunde, gælder det om at få et godt sportsligt rygstød til næste sæson i danmarksserien. Ifølge cheftræner Søren Pallesen er der nedrykningen til trods en god gejst i truppen. ”Det viste vi også i onsdags i Tønder, hvor vi efter 0-2 ved pausen efter en jammerlig indsats i de første 45 minutter tog skeen i den anden hånd og fik reduceret til 2-1 og var tæt på udligning til sidst”.

Til kampen må Varde undvære Victor Wagner, der er ude med karantæne samt Søren Pallesen, Kasper Køhlert og Morten Smidt, der alle er ude med skader.

Vardes trup til kampen: Jørgen Simon Jørgensen, Jeppe Carstensen, Michael Rødgaard, Mikkel Knudsen, Martin Thomsen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Daniel Eugster, Jesper Lund, Mikkel Rohde, Jonas G. Hansen, Nicolaj Andreasen og Sune Nissen.

 

5. Juni 2015 af Ejgil Gammelgaard