Optakt Varde IF Elite – Kolding Boldklub

Vardes DS-Hold møder lørdag eftermiddag i efterårets sidste kamp Kolding Boldklub med kampstart kl. 14.45 på Sydbank Stadion.

Det er således 2 af nedrykkerne fra 2. division vest i sidste sæson, der tørner sammen på den sidste dag i oktober. Herefter venter en turneringspause på næsten 5 måneder inden forårssæsonen starter i slutningen af marts.

Begge hold er inde i en opbygningsfase efter nedrykningen, og har overlevelse som det primære mål for sæsonen. I tabellen ligger holdene side om side med henholdsvis 14 og 15 points, så alt taler for en meget lige affære, hvor en eventuel vinder vil lægge afstand til bunden og få kontakt til midterfeltet.

Kolding B. er et fysisk stærkt mandskab, hvor især standardsituationerne hører til holdets spidskompetencer. Ikke mindst de to frontangribere, Henrik Toft og Kenneth Larsen skal holdes i meget kort snor, hvilket Varde holdet erfarede i begge indbyrdes kampe i sidste sæson. Lørdagens kamp er samtidig den sidste for 34-årige Henrik Toft, som til foråret starter som assistenttræner for Kolding B´s DS-hold.

Gæsterne er ubesejrede i de seneste 5 kampe, hvoraf de 3 af kampene dog er endt uafgjort. Senest spillede holdet 2-2 i hjemmekampen mod Greve, med netop Kenneth Larsen som dobbelt målscorer.

For Varde-holdet, som har været meget enten eller resultatmæssigt i efteråret, gælder det om at finde samme gear som i sidste weekends udekamp mod topholdet KFUM BK, Roskilde, hvor det som bekendt blev til en sejr på 2-1.

Desværre blev Varde ramt af en ny skade hos én af de rutinerede spillere i kampen i Roskilde, og må derfor undvære Mikkel Knudsen i lørdagens kamp samtidig med, at unge Gustav Vind har karantæne.

Derfor er rutinerede 32-årige Jesper Svennesen, som er noteret for 324 1. holdskampe, kaldt til undsætning. Jesper valgte i sommers at trappe ned fodboldmæssigt, men har holdt formen ved lige på 2. holdet, og glider ind i truppen sammen med Morten Smidt, der er blevet sin skade kvit.

Cheftræner Søren Pallesen er da også helt på det rene med, at sæsonens sidste kamp bliver en svær opgave: ”Såfremt vi havde tabt i sidste weekend havde en sejr i lørdagens kamp været livsnødvendig, hvilket havde lagt et ekstra stort pres på de unge spillere. Nu kan vi “nøjes” med at anse kampen for at være særdeles vigtig med hensyn til udgangspunktet for forårets kampe. Jeg er ikke i tvivl om, at det bekommer de unge spillere godt, at lidt af presset er taget fra, og forventer derfor en helstøbt indsats svarende til kampen sidste weekend. Så må vi håbe, at det rækker mod det fysisk stærke KB-hold”.

Vardes trup: Lasse T. Kristiansen, Nicolai Andreasen, Daniel Kristiansen, Niclas Holm, Lasse Holm, Søren Pallesen, Daniel Eugster, Lasse Backs, Mads Falk Knudsen, Kristoffer Sørensen, Jesper Svennesen, Buster Kirchner, Thomas Kirkegaard Jensen og Morten Smidt.

 

30. Oktober 2015 af Ejgil Gammelgaard