Optakt Varde IF Elite – Kjellerup

I sidste spillerunde er der lagt op til et oprykningsbrag på Sydbank stadion, når Varde møder oprykningsaspiranterne fra Kjellerup IF lørdag kl. 15.00.

Mens hjemmeholdet klarede oprykningen i den sidste hjemmekamp mod Lindholm, mangler Kjellerup et enkelt point for selv at klare paragrafferne. I tilfælde af et nederlag i lørdagens kamp vil oprykningen være betinget af, at Viby sætter points til i hjemmekampen mod Lindholm. Der er således lagt op til en uhyre spændende afslutning, når rækkens nr. 1 og 2 tørner sammen.

Meget taler således for at begge hold vender tilbage til divisionsrækkerne efter blot et enkelt år i danmarksserien. Mens Varde overvintrede på 1. pladsen var Kjellerup kun placeret som nr. 4, da forårssæsonen blev indledt. Holdet har imidlertid haft en forrygende halvsæson, hvor det er blevet til 27 points for de 12 spillede kampe, som kun har resulteret i et enkelt nederlag til Hobro.

Den store profil på Kjellerup holdet er 37. årige Thomas Røll, der har spillet et hav af superliga kampe for Silkeborg og FCK, og hvor CV´et også tæller 8 A-landskampe. I front huserer farlige Anders Vestergaard, som kom til klubben i sommerpausen, og som foreløbig står noteret for 20 scoringer i sæsonen. Der hersker således ingen tvivl om, at det er et særdeles stærkt mandskab, den tidligere superliga spiller Ralf Pedersen sender på banen til lørdagens opgør på Sydbank Stadion.

For hjemmeholdet gælder det om at få et godt afsæt til den nye sæson i 2. division, samt revanchere sig for den defensive offday i sidste weekends kamp mod Hjørring. Heldigvis er Kristoffer Sørensen igen til rådighed i det centrale forsvar, mens Søren Nørgreen afsoner sin 2. og sidste karantænedag. Endvidere må holdet også undvære Steffen Andersen og Esben Lauridsen, der stadigvæk er skadesramte.           

Cheftræner Søren Pallesen er særdeles tilfreds med, at oprykningen ikke er afgjort inden lørdagens kamp. ”Ligegyldige kampe, som eksempelvis den sidste lørdag, hvor intet stod på spil, er der ikke ret meget ved. Der skal være noget på spil, for at spillerne yder det optimale, og jeg er ikke i tvivl om, at Kjellerup vil få kamp til stregen i bestræbelserne på at sikre oprykningen”.

”For begge holds vedkommende er et uafgjort resultat ganske vist brugbart – Varde vil sikre sig førstepladsen i rækken og Kjellerup vil sikre sig oprykningen – men ifølge Søren Pallesen vil dette ikke være udgangspunktet. ”Vi vil gerne vise hjemmepublikummet, at vi er det bedste hold i rækken, så vi går efter alle 3 points”.

Den tilsvarende kamp i sidste spillerunde i efteråret på Bjerget i Kjellerup endte med en Varde sejr på 3-2, hvor Vardes målscorere var Mame Mbar Diouf, Simon Matras og Tobias Jeremiassen.

Vardes trup: Sune Nissen, Jeppe Carstensen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Mikkel Knudsen, Jesper Svennesen, Simon Matras, Tobias Jeremiassen, Jesper Lund, Søren Pallesen, Thomas Warmer, Rasmus Harm, Kasper Køhlert og Rasmus Svennesen.

 

13. Juni 2014 af Ejgil Gammelgaard