Der venter Vardes 2. divisionshold og publikum en ny spændende kamp, når Kjellerup IF gæster Sydbank Stadion lørdag, hvor kampen fløjtes op kl. 15.00 som sædvanlig.

Kjellerup har ligesom hjemmeholdet ikke fået den bedste start på turneringen, og holdene ligger da også placeret lige over stregen som henholdsvis nr. 12 og nr. 13.

Kjellerup indledte sæsonen med 3 nederlag på stribe, men siden hen har holdet skrabet 4 points til sig i de seneste 2 kampe, hvor det blev til en 3-2 sejr ude mod FC Sydvest, og i sidste weekend 0-0 mod Skovbakken hjemme på Bjerget.

 Ligesom Varde har Kjellerup mistet flere profiler i sommerpausen. Målslugeren Patrick Nielsen har fået kontrakt i Viborg, Morten Langg er taget til Brabrand, mens Jeppe Brædder er vendt hjem til Middelfart. Endvidere har det været småt med spilletid for veteranen Ralf Pedersen grundet karantæne og skader. Ralf er da heller ikke blevet klar til morgendagens kamp, og slutter sin aktive karriere, når efterårssæsonen er slut.

Begge trænere er da også enige om, at der er tale om en 6-pointskamp, hvor en eventuel vinder får fat i midterfeltet, mens tilsvarende taberen for alvor må kigge nedad i tabellen. I sidste sæson endte kampen på Sydbank Stadion med en 1-0 sejr til Varde, mens opgøret i Kjellerup sluttede 1-1, hvor Tommy Ladefoged blev udvist ved stillingen 1-0 til Kjellerup.      

 For Varde-spillerne gælder om hurtigst mulig at glemme den blege indsats sidste weekend mod Søllerød-Vedbæk, hvor næsten hele holdet dumpede, præstationsmæssigt. I lørdagens kamp skal der helt andre boller på suppen mod et sædvanligvis godt fightende Kjellerup mandskab, såfremt sejren skal i hus og give et godt rygstød til onsdagens pokalkamp mod AGF.

Cheftræner Jørn Bach mener da også at Varde-holdet har værktøjerne til at hive sejren hjem. ”Vi har fået bearbejdet skuffelsen fra sidste søndag, og har haft nogle rigtig gode træningspas krydret et med et socialt cykelsponsor arrangement i onsdags, så jeg er overbevist om, at spillerne leverer varen mod Kjellerup. Endvidere har vi foretaget et par ændringer i startformationen og vil lægge et højt pres fra starten”, lyder det fra cheftræneren, som først vil tale om AGF-kampen, efter kampen mod Kjellerup.

 Niklas Fyhn og Rasmus Lindhardt er mærket af lyskeproblemer, og starter næppe inde lørdagens kamp. Derimod er Esben Lauridsen klar igen og Søren Nørgreen er for første gang med i truppen i efteråret, efter sin alvorlige knæskade, som han i øvrigt fik i forårets kamp mod Kjellerup. Cheftræner Jørn Bach har således kunne vælge fra en stort set skadesfri trup uden karantæner, mens Kjellerup udover Ralf Pedersen også må se bort fra karantæneramte Lasse Mikkelsen. 

Vardes trup: Andre Christiansen, Søren Nørgreen, Rasmus Jessen, Niklas Fyhn, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Martin Thomsen, Morten Smidt, Rasmus Lindhardt, Lennart Borgvardt, Jacob Riber, Kristian Skov, Rasmus Harm, Morten Eggert Nielsen, Esben Lauridsen og Jonas Flindt Christensen.

 

7. September 2012 af Ejgil Gammelgaard    

 

Comments are closed.