Vardes DS-hold møder i efterårssæsonens sidste kamp Kjellerup. Som følge af den store mængde regn, der er faldet i indeværende uge vil kampen i Kjellerup med kampstart kl. 13.30 blive afviklet på kunstgræs.   

De to nedrykkere fra 2. division vest er før kampen placeret som nr. 2 og nr. 3 i tabellen med henholdsvis 23 og 21 points. Der er således tale om et spændendende topopgør mellem 2 af de mest formstærke hold i rækken, hvor en eventuel vinder vil være sikker på at overvintre på en oprykningsplads. Varde vil dog som minimum bevare 2. pladsen såfremt opgøret slutter uafgjort.

Begge hold indledte sæsonen uden den store succes. Kjellerup startede med to nederlag, mens Varde startede med et nederlag og efterfølgende 2 uafgjorte kampe. Siden hen har begge mandskaber fundet melodien, hvor Kjellerup kun har tabt en enkelt kamp, mens Varde er ubesejret i de seneste 11 kampe. Kjellerup har dog spillet uafgjort i de tre seneste kampe, hvor Varde har hentet fuld hus.

Kjellerup har de fleste af profilerne tilbage fra den seneste sæson i 2. division, hvor ikke mindst Thomas Røll er særdeles iøjnefaldende. Af tilgang i sommerpausen har især holdets topscorer Anders Vestergaard fra Viborg FF gjort sig flot bemærket med 9 scoringer hidtil. Der er således et særdeles stærkt mandskab, den tidligere superliga spiller Ralf Pedersen sender på banen til lørdagens opgør på Bjerget i Kjellerup.              

Traditionelt spiller de to hold altid meget jævnbyrdige opgør, hvor 3 af de sidste 4 opgør er endt uafgjort, mens Varde har en enkelt sejr på 1-0 på Sydbank Stadion tilbage i 2011. 

Varde mandskabet møder frem til opgøret med stor selvtillid efter sejre i de seneste tre kampe. Desværre må holdet se bort fra både Jeppe Carstensen og Steffen Andersen til opgøret, da begge er karantæneramte. Det betyder at Niklas Fyhn er tilbage i startelleveren på den centrale midtbane, mens den 22. årige senegaleser Mame Mbar Diouf forventes at starte i front, efter at spilletilladelsen endelig er på plads. På bænken er der blevet plads til en af klubbens U-19 spillere, nemlig Kasper Søndergaard.

Vardes trup: Brian Heller, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Simon Matras, Jesper Svennesen, Martin Thomsen, Tobias Jeremiassen, Søren Pallesen, Thomas Warmer, Rasmus Harm, Mame Mbar Diouf, Rasmus Svennesen og Kasper Søndergaard.      

 

1. November 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

 

Comments are closed.