Optakt Varde IF Elite – Fredericia fF

Så ruller fodbolden igen. I sæsonpremieren møder Varde lørdag kl. 15.00 på Sydbank Stadion Fredericia fF.

Fredericia forenede Fodboldklubber (eller Fredericia fF eller FfF) blev stiftet i 1953. Klubben blev til efter en fusion mellem Fredericias ældste fodboldklub Fredericia Boldklub (FB), stiftet den 17. juni 1896, og ØB. Den 3. januar 1991 etablerede Fredericia fF sammen med Fredericia KFUM overbygningen FC Fredericia, som FfF trak sig ud af i 2003. I 2011 blev der dog etableret et samarbejde med Fredericia KFUM og FC Fredericia på ungdomssiden.

Oprykkerne – tilbage i DS efter 49 års fravær – havde det svært i efteråret, hvor det kun blev til 11 points og en placering som næstsidst i vinterpausen. Ind i mellem viste holdet dog flotte takter, hvilket 4 points i de to kampe mod Ringkøbing dokumenterer til fulde.

Efterårets kamp i Madsby Enge endte med en sikker sejr på 4-1 til Varde, men ingen tvivl om, at gæsterne vil kæmpe med næb og klør for at hente points til overlevelseskampen. Holdet er dog hårdt ramt af afbud og skader, og holdets topscorer Mads Isaksen er i vinterpausen skiftet til FC Sydvest.

For hjemmeholdets vedkommende er ambitionerne for foråret en placering i top 3, hvilket gerne skulle give et godt afsæt til sæsonen 2017/18, hvor målsætningen er tilbagevending til divisionsrækkerne.

På det sportslige område ser det da også ganske fornuftigt ud, idet truppen med få undtagelser er intakt fra i efteråret. Dogan Özcelik er taget til Ringkøbing, mens Morten Smidt er i gang med at etablere forretning i Ebeltoft. Tilgangssiden tæller to spændende spillere fra Bramming Boldklub, forsvarsspilleren Jakob Eskildsen Hansen og angriberen Benjamin Klaaby Hansen, og i indeværende uge er det lykkedes at hente angriberen Kenneth Lund, som i efteråret tørnede ud for Ringkøbings DS-hold.

Cheftræner Søren Pallesen er da også optimistisk forud for premierekampen: ”Vi glæder os til at skulle i gang igen. Efter en opstart med lidt blandede resultater, skal vi endelig spille om points. Det specielle ved vinteropstarten er, at alle træningspas er og kampe er på kunstgræs, mens den første turneringskamp skal spilles på græs, hvilket betyder to vidt forskellige spillestile. Det håber jeg, at vi kan håndtere, således at vi spiller efter forholdene. Kan vi det, er jeg sikker på at vi vinder årets første kamp, da vi både taktisk og fysisk er velforberedt til kampen”.

Varde er dog også hårdt ramt af skader til kampen og må undvære Daniel Eugster, Thomas Kirkegaard Jensen, Gustav Vind, Lasse Holm samt Mikkel Schultz. Endvidere er Mathias Backs og Mads Falk Knudsen endnu ikke tilbage efter længerevarende rejser. De tre nye spillere indgår således alle i den udtagne trup, om har følgende udseende: Sune Nissen, Kristoffer Sørensen, Jakob Eskildsen Hansen, Mikkel Knuden, Mathias Dahl, Daniel Kristiansen, Niclas Holm, Simon Jelstrup, Rasmus “mc” Christiansen, Peter Brix, Frederik Svendsen, Kenneth Lund, Nicolaj Andreasen, Joachim Puggaard og Benjamin Klaaby Hansen.

Vardes anfører Kristoffer Sørensen runder kamp nr. 100 i lørdagens kamp.

 

24. Marts 2017 af Ejgil Gammelgaard