Optakt Varde IF Elite – B1913

Varde møder i morgen nyoprykkerne B 1913, som er på vej fremad igen, efter at have deltaget i det kuldsejlede FC Fyn-projekt, som indstillede aktiviteterne i foråret 2013, efter 6½ års levetid. Der er kampstart kl. 15.00 på Sydbank Stadion.

Den fynske årstalsklub havde sin storhedstid i 1960´erne, hvor holdet i 1961 vandt DM bronze, og de to efterfølgende år DM sølv. I 1963 vandt klubben tillige DBU´s pokalturnering. I samme periode deltog klubben i forskellige Europa Cup turneringer, hvor klubben blandt andet i 1961 mødte selveste Real Madrid i 2. runde af mesterholdenes turnering, hvor det blev til et nederlag på 3-0 hjemme i Odense, mens holdet på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid blev slået med 9-0.

I samme periode fostrede klubben adskillige landsholdsspillere, hvor af blandt andet kan nævnes de to keepere Erik Lykke Sørensen og Knud Engedahl, forwarden Bent Jensen samt senest midtbanespilleren Jack Hansen.

Oprykkerne har fået en god start på turneringen, og er før dagens kamp placeret på 3. pladsen i rækken med et enkelt point mere end hjemmeholdet på 4. pladsen. Sidste weekend besejrede fynboerne Kolding Boldklub med 2-1, og der er således lagt op til en spændende kamp om 3. pladsen i rækken.

Sidst de to hold mødtes var i sæsonen 2006 i 2. division vest, hvor kampen i Odense endte 2-2, mens returkampen blev vundet af Varde med 1-0, til stor overraskelse og fortrydelse hos Sportsredaktør Niels Abildtrup, Fyns Stiftstidende.

For hjemmeholdet gælder det om at fortsætte de positive takter efter 3 sejre på stribe og uden nederlag i de seneste 6 turneringskampe. Ikke mindst defensiven har fungeret fremragende på de seneste, med 3 clean sheet ud af de seneste 4 kampe. I front har Morten Smidt igen fået hul på bolden, med 3 mål i de sidste 2 kampe. Der er således et hjemmehold der møder frem til kampen med en ganske pæn portion selvtillid.

Cheftræner Søren Pallesen går da også ubetinget efter alle 3 points: ”Spillerne bobler af selvtillid og med den konkurrence der er om en plads i startelleveren, er der fuld skrald på i træningspassene. Jeg er dog helt på det rene med at vi møde ret godt fodboldhold, der kommer med en god gang oprykkergejst, og en 2-1 sejr over Kolding Boldklub og et beskedent nederlag på 4-2 i udekampen mod Ringkøbing vidner om et hold, man for alt i verden ikke må undervurdere. Kan vi håndtere denne udfordring, og det skal vi, tror jeg på at alle 3 points forbliver i Varde”.

Hos Varde er Lasse Holm tilbage efter overstået sygdom, og erstatter sammen med Mathias Dahl Mads Falk Knudsen og Mikkel Schultz, der begge tager en tørn på 2. holdet. Dogan Özcelik er stadigvæk ude med en skade.

Vardes trup til kampen: Sune Nissen, Kristoffer Sørensen, Mathias Dahl, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Niclas Holm, Morten Smidt, Daniel Eugster, Simon Jelstrup, Rasmus “MC” Christiansen, Morten Jepsen, Nicolaj Andreasen og Joachim Puggaard.

 

30. September 2016 af Ejgil Gammelgaard