Optakt Varde IF Elite – B1913

Lørdag kl. 15.00 fløjtes der igen op til DS-kamp på Sydbank Stadion, hvor modstanderen er klubben med de stolte traditioner B1913.

Efter en pointsmæssig dårlig start på turneringen med kun 1 point i de første 4 kampe er fynboerne nu kommet bedre med efter sejre over henholdsvis VSK Aarhus, som blev besejret 2-0 og Esbjerg fB, som blev besejret 4-2. I sidste weekend blev det dog til et knebent nederlag på 3-2 ude mod FC Sønderborg.

Holdet har i sommerpausen skiftet ud på cheftrænerposten i det Jimmi Nielsen, som i sidste sæson trænede SSV Højfyn, har afløst Hans Erik Hansen. Det er tredje gang Jimmi Nielsen er forbi B1913. Første gang var som ungdomstræner og siden som assistenttræner i sæsonen 2014/15.

Om sin tilbagevenden til årstalsklubben udtalte hovedpersonen selv således i forsommeren: ”Nogle gange styrer hjertet, andre gange hovedet. Denne gang er både hjertet og hovedet blevet stimuleret. B1913 kender og ønsker mig til at flytte klubben yderligere som helhed. Den tillidserklæring kunne jeg ikke takke nej til. Den udfordring og det ansvar tager jeg på mig. Jeg er et konkurrencemenneske. Jeg har ambitioner og klubben har ambitioner. Det skal spillerne selvfølgelig også have, hvilket jeg tror de har, og vi skal i fællesskab flytte B1913 yderligere op i det fynske fodboldhierarki”.

For hjemmeholdet gælder det om at fortsætte de flotte takter fra sidste weekends 1-1 topkamp mod Tarup-Paarup, hvor hele holdet gjorde det glimrende, og var i stand til at matche fynboerne gennem samtlige 90 minutter.

Med resultaterne i sidste weekend er Kolding Boldklub trukket lidt fra i toppen, og har nu 14 points dog for en kamp mere. Herefter er der tæt løb i toppen, hvor kun 2 points skiller B1909 på 2. pladsen og Varde på 6. pladsen med 9 points. Derfor er det uhyre vigtigt med 3 points i lørdagens kamp såfremt der skal hænges på i toppen.

”Defensivt har det fungeret ganske godt uanset om vi har spillet med den ene eller anden formation, men offensivt har det knebet med at skabe chancer og kun 5 mål i 6 kampe taler sit tydelige sprog”, lyder det fra cheftræner Søren Pallesen, som håber at finde den rigtige formel til lørdagens kamp.”Vi mødte B1913 3 gange i sidste sæson, og hver gang viste fynboerne flot teknisk fodbold, mens det kneb mere med effektiviteten i felterne. Med Jimmi Nielsen ved roret forventer jeg en lidt mere direkte spillespil”, lyder det fra cheftræneren forud for kampen.

Hos Varde er Kristoffer Sørensen tilbage i truppen, men forventes ikke at være i start elleveren. Derimod er Simon Jelstrup og Lasse Holm begge ud med skader. Nye i truppen er Søren Jelstrup, Rasmus ”mc” Christiansen, Marcus Selmer Steffensen og Lasse T. Kristiansen.

Vardes trup: Lasse T. Kristiansen, Søren Mose Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Jakob E. Hansen, Thomas Kirkegaard Jensen, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Kenneth Lund, Nicolaj Forst Jensen, Niclas Holm, Rasmus “mc” Christiansen, Kasper Køhlert, Jakob Andreasen, Dogan Özcelik, Nicolaj Andreasen, Sune Nissen, Joachim Puggaard og Markus Selmer Steffensen.

 

Den 15. September 2017 af Ejgil Gammelgaard