Optakt Varde IF Elite – Aarhus Fremad

Nicolaj Andreasen spiller mod Aarhus Fremad sin kamp nr. 100 for Varde IF Elite

Lørdag kl. 15.00 fløjtes der op til efterårssæsonens sidste hjemmekamp, hvor Varde møder Aarhus Fremad´s reservemandskab med blandt andet de tidligere Varde spillere Søren Smedegaard og Mads Falk Knudsen i truppen.

Danmarksserien pulje 3 er brækket fuldstændig over efter resultaterne i sidste weekend. 4 hold har nu skilt sig ud i toppen med 26 points til de to øverste hold og 20 points til holdene på 3. og 4. pladsen. Herefter er der et spring på hele 7 points ned til 4 hold alle med 13 points – heriblandt Varde og Aarhus Fremad – herefter følger B1913 på næst sidstepladsen med 12 points, mens EfB på sidstepladsen har 10 points.

Både Aarhus Fremad og Varde er inde i en resultatmæssig krise. Århusianerne har kun hentet et enkelt points i de seneste 4 kampe, mens Varde har tabt 4 ud af de seneste 5 kampe. Begge hold tørster således voldsomt efter points i dagens kamp.

Aarhus Fremad vandt det første indbyrdes opgør på Riisvangens Stadion med 3-0, og teamchef Marc Kevin Lachetta frygter da heller ikke Varde i lørdagens kamp: ”Jeg frygter mest os selv. Vi har i de seneste kampe haft meget svært ved at score på vores chancer og det har kostet nogle dumme points. Desuden er vi igen alvorligt ramt af skader og karantæner”.

Århusianerne er da også parate til at påtage sig rollen som favorit: ”Spiller vi op til det som jeg ved vi kan, hiver vi de 3 points med hjem til Aarhus. Endelig tror jeg på, at den tidligere Varde spiller Søren Smedegaard vil vise sin gamle klub nogle ting”, slutter Lachetta.

Hos hjemmeholdet lægger cheftræner Søren Pallesen da heller ikke skjul på, at holdet efter nederlaget i slutfasen i sidste weekends lokalopgør mod EfB trænger til en sejr: ”Hvis vi havde brug for en sejr i sidste weekend har vi det endnu mere i denne weekend. Da det er et 2. hold vi skal møde ved vi ikke hvad de kommer med, men én ting kan vi være sikre på, det er et fysisk stærkt hold”, lyder det fra cheftræneren.

”Derfor har vi også brug for spillere til kampen, der er parate til at yde maksimalt samtlige 90 minutter. Vi skal have sammensat en start ellever, hvor alle arbejder mod samme mål, og er 100% fit for fight” slutter cheftræneren.

Hos hjemmeholdet er et par spillere tvivlsomme startere på grund af skader, mens det ligger fast, at Kasper Køhlert ikke bliver klar. Dogan Özcelik er ligeledes ude af truppen, da han efter gensidig aftale med sportschef Claus Holm sluttede sin fodboldmæssige karriere i Varde i mandags.

Vardes trup: Sune Nissen, Søren Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Jacob E. Hansen, Thomas Kirkegaard Jensen, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Kenneth Lund, Nicolaj Forst Jensen, Simon Jelstrup, Niclas Holm, Rasmus “mc” Christiansen, Jakob Andreasen, Nicolaj Andreasen og Joachim Puggaard.

 

Den 27. Oktober 2017 af Ejgil Gammelgaard