Der venter publikum et nyt spændende opgør på Sydbank Stadion lørdag eftermiddag, når Varde med kampstart kl. 15.00 møder B1913 fra den tunge ende af tabellen.

Årstalsklubben fra Universitetskvarteret i Odense har ikke just haft et prangende forår. Holdet lagde ud med en overbevisende sejr på 6-2 over FC Sønderborg, men ugen efter blev det til et knusende nederlag på 8-1 hjemme til Varde og de 5 efterfølgende kampe gav kun 1 point, så holdet var i alvorlig nedrykningsfare indtil det i de seneste tre runder er blevet til 7 points.

Holdet spillede i sidste weekend 2-2 i den meget vigtige udekamp mod FC Sønderborg, hvilket indebar at afstanden på 6 points til sønderjyderne, som er placeret under stregen, blev bibeholdt. Såfremt VSK Aarhus undgår nedrykning fra 2. division er holdet dog i hård duel med århusianernes 2. hold om at undgå 3. sidstepladsen, som kan medføre direkte nedrykning eller en play off kamp mod nr. 3. sidst i DS pulje 4. Der står således meget på spil for fynboerne, som helt sikkert vil kæmpe med næb og klør for at hente point(s) med hjem, og også revanchere sig for det store nederlag sidst mod Varde.

Hjemmeholdet slog i sidste weekend for anden gang i foråret topholdet Tarup-Paarup. Efter en svag indledning på kampen styrede Varde fuldstændig begivenhederne efter pausen, og sejren på 2-1 var fuldt fortjent.

Med sejren og Oure FA´s sejr over Esbjerg fB blev spændingen bragt tilbage i toppen af rækken, hvor kun 3 points nu skiller de to oprykningskandidater. B1909, som Varde møder i næstsidste spillerunde, forspildte sin chance med nederlaget til Aarhus Fremad i sidste weekend.

Til kampen må cheftræner Søren Pallesen undvære anfører Kristoffer Sørensen, som er forhindret af private årsager, ligesom Jakob Andreasen og Rasmus ”mc” Christiansen stadigvæk er skaderamte.

Det bekymrer dog ikke cheftræneren voldsomt: ”Forårets kampe har bevist at truppen har en rigtig god bredde, hvilket også er kommet til udtryk for 2. holdet, som ligger til oprykning til serie 1. I de fleste kampe har der været 6-7 spillere med på 2. holdet fra DS-truppen, hvilket har højnet niveauet på 2. holdet markant. Forhåbentlig hedder det serie 1 for reservernes vedkommende til efteråret”, lyder det fra cheftræneren.

”Ambitionsniveauet for de sidste kampe er stadigvæk at slutte som forårets hold i pulje 3. På nuværende tidspunkt har vi erobret 4 points mere end B1909, som er næstbedst, og som vi møder i næste runde. Vi går derfor ubetinget efter fuld hus på Sydbank Stadion, hvor de sidste 7 kampe er endt med sejr til hjemmeholdet”, slutter cheftræneren.

Der er udtaget følgende trup til kampen: Sune Nissen, Simon Jelstrup, Nicolaj Andreasen, Joachim Puggaard, Nicolai Forst, Mikkel Knudsen, Mikkel Rohde, Lasse Holm, Mathias Backs, Kenneth Lund, Niclas Holm, Peter Brix, Jakob Stoltenberg, Bogi Høgnason Eriksen, Mikkel Fischer, Viktor Hallum og Lasse T. Kristiansen.

 

Den 1. Juni 2018 af Ejgil Gammelgaard     

 

Comments are closed.