Optakt Varde IF – B1913

Lørdag kl. 15.00 venter et nyt spændende opgør på Sydbank Stadion, når Varde møder B1913 med de stolte traditioner fra især 1960´erne.

Årstalsklubben fra Universitetskvarteret i Odense har ligesom hjemmeholdet fået en dårlig start på forårssæsonen med kun en enkel sejr og 5 nederlag i 6 kampe. Holdets eneste sejr var på hjemmebane mod Hedensted IF, hvor det blev til en sejr på 3-2 på et straffesparksmål af holdets topscorer Valdemar Schousboe i dommerens tillægstid.

Senest har holdet tabt med 2-0 hjemme til Otterup, mens det i sidste weekend blev til et nederlag på 1-0 ude mod Kolding B. Med den fattige points-høst i foråret ligger holdet da også placeret i den nedre ende af rækken, hvor det ligner en tvekamp mod Otterup om at undgå tredjesidste pladsen, som i indeværende sæson meget nemt kan medføre direkte nedrykning, når man skeler til stillingen i kvalifikationsspillet i 2. division.       

Hjemmeholdet har tabt de sidste 3 kampe i streg og er dumpet ned på 3. pladsen i rækken. Umiddelbart virker det som om, at det ærgerlige nederlag til Næsby har efterladt et mentalt vakuum, som spillerne ikke har været i stand til at håndtere.

Såvel mod Kolding Boldklub som i sidste weekends kamp mod B1909 har der været tale om en kollektiv underpræstation mod hold, som man ville have besejret, såfremt man havde spillet op til det sædvanlige niveau.    

Cheftræner Søren Pallesen er ikke skuffet over sine spillere, men håber blot, at drengene kan ryste nederlagene af sig og genfinde selvtilliden. ”Det er bydende nødvendigt, at alle i truppen er både fysisk og mental klar til kampen, hvor indsatsen er vigtigere end selve spillet”.

Til kampen må Varde undvære Mikkel Rohde, der er i karantæne efter udvisningen mod B1909. Endvidere er Daniel Kristiansen færdig for resten af foråret som følge af den alvorlige knæskade han pådrog sig i sidste weekends kamp, ligesom Anders Egholm og Nicolaj Forst også er ude med mindre skader.

Derimod vender anfører Kristoffer Sørensen tilbage på holdet efter 2 kampes karantæne ligesom der er come back i truppen til René B. Jørgensen, Søren Jelstrup og Mikkel Blåholm. For sidstnævnte er det første gang i foråret efter en lang skadespause.

I øvrigt fik Mikkel Rohde 3 spilledages karantæne efter udvisningen sidste weekend, som følge af en tillægsstraf. Lidt tankevækkende at det stort set er ustraffet at høvle en spiller ned med fare for bentøjet, så længe bolden er i spil, mens det udløser en ekstra straf, når spilleren i sekundet efter at være nedlagt, når bolden er ude af spil, slår en blød bule i modstanderens maveregion.     

Vardes trup: Lasse T. Kristiansen, Søren Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Peter Brix, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Kenneth Kruse, Mikkel Blåholm, René B. jørgensen, Niclas Holm, Mathias Nielsen, Nikolaj Andreasen, Sune Nissen og Joachim Puggaard.

 

Den 3. Maj 2019 af Ejgil Gammelgaard