Optakt Varde IF – B1909

DS-holdet indleder i aften efterårssæsonen med en kamp i den 1. landsdækkende runde i Sydbank Pokalen mod B1909 med kampstart kl. 18:00 på Sydbank Stadion.

Sidst de to hold tørnede sammen i Pokalen var den 28. juli 2004, hvor Vardes DS-hold på Gl. Stadion besejrede fynboerne fra 2. division med 3-1. B1909 har dog stolte pokaltraditioner, idet holdet blev pokalmestre i såvel 1962 som 1971 efter sejre på 1-0 over henholdsvis Esbjerg fB og Boldklubben Frem.    

Efter store udskiftninger på såvel spiller- som trænersiden bliver det særdeles interessant at se, hvor godt DS-holdet på nuværende tidspunkt står rustet til et eventuelt pokaleventyr samt en ny sæson i danmarksseriens pulje 3. 

Følgende spillere har forladt klubben i sommerpausen: Kristoffer Sørensen, Nicolaj Forst, Viktor Skovby, Søren Jelstrup, Mikkel Rohde, Peter “AG” Andersen samt Jesper “mc” Christiansen. På tilgangssiden tælles 26-årige Simon Matras, som efter 7 år i Viby IF er tilbage i Varde IF. Simon står noteret for 37 kampe og 4 mål for Varde IF. Ligeledes er der gensyn med 25-årige Victor Wagner, som spillede en halvsæson for Varde IF i foråret 2015. Victor, som senest har tørnet ud for Avarta står noteret for 12 kampe og en enkelt scoring for Varde IF. Ny i Varde IF er 20-årige Morten Kalmer, som er kommet til fra Esbjerg fB. Endvidere er truppen suppleret med 3 spillere fra egen avl, nemlig Søren Hermansen, Christian Hassing samt Malthe Kilmark. De 3 sidstnævnte har dog alle været inde omkring DS-holdet i foråret, hvor det er blevet til enkelte kampe.   

I følge den nye cheftræner Kasper Køhlert har pokalkampen stor prioritet: “Pokalturneringen er jagten på et eventyr og det er ligeledes den første kamp i efteråret, hvor der står noget på spil. Vi går derfor 100% efter at vinde, men vi skal også se nogle af de ting og den identitet vi har arbejdet med gennem de første uger til træning. Det bliver formodentlig afgørende for kampens udfald, hvilket af holdene som er bedst til at holde hovedet koldt og følge gameplanen”, slutter cheftræneren.

Til aftenens kamp må Varde undvære Victor Wagner og Niclas Holm, og truppen har følgende udseende:

Lasse T. Kristiansen, Rasmus Bornhøft, Jonas Alsted, Simon Jelstrup, Bogi Høgnason Eriksen, Mikkel Blåholm, Christian Hassing, Simon Matras, Søren Hermansen, Nikolaj Andreasen, Andreas Blåholm, Malthe Kilmark, Peter Brix, Kasper Køhlert, Mads Bonnén, Lasse Holm, og Morten Kalmer.  

 

Den 4. August 2021 af Ejgil Gammelgaard