Optakt Varde IF – AC Horsens

Torsdag kl. 17:15 fløjtes der op til Pokalfodbold på Sydbank Stadion, når Varde i Sydbank Pokalens 2. runde møder AC Horsens ”De Gule”, som i sidste sæson måtte tage afsked med superligaen, og nu kæmper i NordicBet ligaen med henblik på en hurtig tilbagevending til den fornemste række.

AC Horsens (Alliance Club Horsens) blev stiftet den 1. januar 1994 af HFS og FC Horsens med det formål at samle de bedste spillere på et fælles elitehold (divisionshold).

Efter en række år i den næstbedste række og enkelte i 2. division gik drømmen oprykningen til Superligaen i opfyldelse i sæsonen 2004/05. I første omgang blev det til 3 sæsoner i Superligaen, hvorefter holdet måtte ned i den næstbedste række en enkel sæson.

Sæsonen 2011/2012 blev den bedste i AC Horsens’s historie. Klubben lignede længe en medaljetager, men blev “snydt” for bronzemedaljerne af FC Midtjylland, og sluttede på fjerdepladsen. AC Horsens nåede også pokalfinalen for første og foreløbig eneste gang, hvor FC København dog vandt med 1-0.

I den efterfølgende sæson 2012/2013 deltog AC Horsens for første gang i europæisk fodbold via Europa League. Her mødte holdet svenske Elfsborg som blev ekspederet ud af turneringen af ”De Gule”, hvorefter endestationen blev det portugisiske storhold Sporting Lissabon. Desværre endte sæsonen trist, da holdet efter en nedrykningsfinale mod Brøndby rykkede ned i 1. division. Her blev det til 3 sæsoner, hvorefter AC Horsens var tilbage i Superligaen fra sæsonen 2016/17.

Det er 4 år siden de 2 hold sidste gang tørnede sammen i Sydbank Pokalen på Sydbank Stadion, hvor AC Horsens træk det længste strå efter forlænget spilletid. Stillingen efter ordinær spilletid var 3-3, hvor Varde med 2 mål i slutminutterne fik hentet gæsternes 3-1 føring, men med to scoringer i 1. halvleg af omkampen afgjorde gæsterne kampen og vandt med 5-3.

Varde har således mulighed for at tage revanche og spillende cheftræner Kasper Køhlert, som deltog i kampen for 4 år siden, tror da også på muligheden, selv om NordicBet klubben er storfavorit til at kvalificere sig til 3. runde i Pokalen:
”Jeg tror på, at det er op til os selv. Der er sket større mirakler i fodboldens historie, end hvis vi går ud og slår AC Horsens”, lyder det fra Kaper Køhlert, som fortsætter:

”Der er mange ting, der kommer til at spille ind. Måske kommer der skader, måske er vi uheldige i kampen, men jeg tror på det. Vi har et ungt hold, der har et højt topniveau, så hvis de går ud og undervurderer os, kan vi godt gøre det svært for dem. Vi skal sørge for at være kyniske i begge felter og tage de få chancer, som vi kommer til at få”, slår cheftræneren fast.

Vi glæder os vildt meget til kampen og vil gøre alt for at lave en ny pokalsensation på Sydbank Stadion”, slutter cheftræneren, som deltog i Pokalsejren over Brøndby i 2010.

Cheftræneren har valgt selv at starte på bænken i kampen, men balancegangen mellem både at være cheftræner og spiller bekymrer ikke Kasper Køhlert: ”Jeg synes ikke, at det er svært at balancere det med både at være spiller og træner. Jeg er hundrede procent i det, hvis jeg er træner. Og omvendt er jeg det samme, hvis jeg spiller på banen. Det er jeg nødt til. Men jeg har jeg jo et par erfarne herrer på sidelinjen til at tage over, hvis jeg er på banen, så det er jeg tryg ved, siger han og henviser til Jørn Bach og Morten Køhlert, der er en del af trænerteamet omkring førsteholdet i Varde IF”.

AC Horsens kommer til opgøret med 3 sejre på stribe, alle med cifrene 2-1. Senest var det den anden nedrykker fra superligaen Lyngby, der på hjemmebane måtte se sig besejret af ”Den Gule Fare”.

Med i AC Horsens truppen er den 19. årige defensivspiller Tobias Stagaard, der snørede sine første fodboldstøvler i Varde IF, inden han skiftede til Esbjerg som U13-spiller. Tobias Stagaard har været anfører på samtlige ungdomshold i Esbjerg fB og er noteret for to U18-landskampe.

Ikke overraskende sker der store udskiftninger i holdenes trupper i løbet af 4 år. Hos AC Horsens er det således kun Jonas Thorsen, Alexander Ludwig samt Marcus Borbjerg, som deltog i kampen i 2017, mens det for hjemmeholdets vedkommende drejer sig om Nikolaj Andreasen, Kasper Køhlert, Niclas Holm, Lasse Holm samt Simon Jelstrup.

AC Horsens sikrede sig adgang til 2. runde i Pokalturneringen ved at besejre SGI med 4-1, mens Varde som bekendt har kvalificeret sig til 2. runde via sejre over BV Oksbøl og Skjern GF i de indledende runder og i 1. runde under DBU med en 3-0 sejr over B1909.

Til kampen er der udtaget fælgende trup: Lasse T. Kristiansen, Jonas Alsted, Victor Wagner, Mikkel Blåholm, Bogi Høgnason Eriksen, Lasse Holm, Niclas Holm, Andreas Blåholm, Nikolaj Andreasen, Simon Matras, Kasper Køhlert, Christian Hassing, Malthe Kilmark, Søren Hermansen, Mads Bonnén, Peter Brix, Simon Jelstrup og Oliver Bebensee.

 

Den 1. September 2021 af Ejgil Gammelgaard