Optakt Varde – FC Sydvest 05 Tønder

Varde og FC Sydvest 05 Tønder tørner lørdag eftermiddag kl. 15.00 sammen på Sydbank Stadion i en såkaldt 6 points kamp.

Begge hold ligger under stregen, men hvor sønderjyderne med en sejr kan hægte sig fast på holdene lige over stregen kan hjemmeholdet med en sejr hægte sig fast på det tætte midterfelt i rækken. Så der er lagt til en rigtig gyser.

Sønderjyderne, som lige netop klarede frisag i den seneste sæson i sidste spillerunde, har i sommerpausen skiftet ud på trænerposten, hvor den tidligere superliga spiller i Vejle Boldklub og Silkeborg – Bora Zivkovic – har overtaget efter Ulrik Pedersen, der som bekendt nu er ved roret i Middelfart.

På spillersiden er der også sket en del udskiftninger, hvor Anders Truelsen og Aldin Nuhovic er taget med til Middelfart, Ro Ingemann er skiftet til Kolding IF, mens Anders Carstensen er skiftet til Vojens. Som erstatning er hentet 3 amerikanske collegespillere, Johnny Dolezal, Sammy Adjei og Jason Plumhoff, samt Mathias Hartvig fra AC Horsens´s U-19 trup.

I de foreløbig 9 spillede kampe har sønderjyderne hentet 7 points, via udesejre på henholdsvis 1-0 g 3-1 over Odder og Middelfart samt 1-1 hjemme mod Brabrand. Sidste weekend tabte holdet knebent hjemme med 2-1 til rækkens duks, Marienlyst.

Til kampen må FC Sydvest undvære forsvarsspilleren Simon Hansen, der er ude med karantæne, samt midtbanespilleren Christian Degn, der er skadet.

Hjemmeholdet skal forsøge at rejse sig efter skuffelsen sidste lørdag mod Kolding IF, hvor holdet fik en snitter på 5-2, efter en forholdsvis jævnbyrdig 1. halvleg. Føringsmålet til Kolding IF lige inde pausen tog imidlertid modet fra Varde spillerne, som slet ikke kunne finde sig til rette i de sidste 45 minutter.

Der er i ugens løb blevet evalueret godt og grundigt på fejlene fra Kolding IF kampen, og selvtilliden er tilbage i truppen med 100% fokus på at revanchere sig for den skuffende indsats sidste weekend.

Kasper Køhlert er ikke blevet sin knæskade kvit og desværre måtte Steffen Andersen forlade træningen i mandags med en alvorlig knæskade, som formodes at holde ham ude resten af efteråret. Derimod er Kristoffer Sørensen tilbage i truppen for første gang efter sin meniskoperation, og har trænet med for fuld kraft hele ugen.

Truppen der skal forsøge at hente de 3 points har følgende udseende: Jørgen Simon Jørgensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Rasmus Harm, Mikkel Knudsen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Emil Rindom Hansen, Daniel Eugster, Søren Pallesen, Thomas Witt, Nicolaj Andreasen, Jesper Lund og Sune Nissen.

 

10. Oktober 2014 af Ejgil Gammelgaard