Optakt Varde – B1913

Lørdag kl. 15.00 er der kampstart til et nyt spændende opgør på Sydbank Stadion, hvor Varde møder B1913 med de stolte traditioner fra især 1960´erne.

Årstalsklubben fra Universitetskvarteret i Odense lagde i den nye sæson ud med et 2-0 nederlag hjemme til oprykkerne fra Otterup, mens det i sidste runde blev til en sejr på 1-0 ude over Kolding Boldklub.

B1913 har næsten bevaret truppen intakt fra foråret, selv om der har været rift om holdets spillere. Samtidig har der været tilgang af flere spillere, som har trængt sig på i startopstillingen.

Målsætningen for sæsonen er resultatmæssigt at konsolidere sig i rækken. Spillemæssigt at forsætte udviklingen og være mere boldbesiddende, og ikke mindst arbejde på at forbedre fysikken samt skarpheden i felterne.

Hjemmeholdet er kommet flot fra start med sejre på 4-1 over Kolding Boldklub og senest 3-0 over B1909, og har således været i stand at bygge videre på de fremragende takter fra forårssæsonen. Her har holdet helt sikkert været begunstiget af, at der næsten ingen udskiftninger har været i truppen.

Desværre kom én af holdets topscorere Niclas Holm alvorligt til skade under træningen i ugens løb, hvor han fik en fraktur på skinnebenet, som minimum vil holde ham ude den næste måneds tid. Han erstattes af Viktor Hallum, mens Simon Jelstrup, der fik en fiberskade i sidste weekends kamp mod B1909, erstattes af Rasmus ”mc” Christiansen, som dermed for første gang i lang tid er tilbage i startelleveren, efter en længerevarende skadespause i foråret. Endelig har Lasse Holm været sengeliggende i ugen og er derfor tvivlsom til opgøret.

På trods af den optimale sæsonstart har cheftræner Søren Pallesen stor respekt for dagens modstander: ”B1913 er et godt spillende hold, som kræver at vi er ydmyge over for opgaven og at vi klar fra start. Vi plejer at have krammet over B1913 og har da også vundet de seneste opgør, men hvis vi tror, at vi har vundet på forhånd, så taber vi”.

”Om vi tør tro på ni points for tre kampe? Ja, det gør vi, for vi har set rigtig stærke ud i de første kampe. Det gælder individuelt, men så sandelig også som hold, og det skal vi holde fast i!! Men, hvis vi tror, at det hele kommer af sig selv, så kan vi godt tro om – dertil er puljen simpelthen for stærk”.

Vardes trup til kampen: Lasse T. Kristiansen, Søren Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Mikkel Knudsen, Viktor Hallum, Mathias Backs, Lasse Holm, Mikkel Blåholm, Mikkel Rohde, Rasmus “mc” Christiansen, Nicolai Forst, Bogi Høgnason Eriksen, Nicolaj Andreasen, Sune Nissen, Joachim Puggaard og Markus Selmer Steffensen.

 

Den 17. August 2018 af Ejgil Gammelgaard