Optakt Thisted FC – Varde IF Elite

Varde møder søndag kl. 13.00 på Sparekassen Thy Arena, Thisted FC.

For Varde-holdet er det den første kamp i en hård uge, som allerede onsdag aften byder på pokalkamp i Ølstykke mod SC Egedal, mens Kjellerup er modstanderen på Sydbank Stadion næste lørdag.

De ambitiøse thyboer har fået en god start på sæsonen og er med i den kvartet, der foreløbig har skilt sig ud i toppen af rækken. Holdet indtager 4. pladsen i rækken med 22 points, og har endnu ikke tabt på hjemmebane i indeværende sæson.  Samtidig har holdet én af de farligste angrebsduoer i rækken med Søren Nielsen og hjemvendte Mikkel Agger, som med henholdsvis 8 og 7 mål ligger som nr. 4 og 5 på topscorerlisten, så der venter Varde holdet en svær opgave i det nordvestjyske. I Varde lejren kan man dog håbe på, at thyboernes selvtillidlid led et knæk i sidste weekend, hvor holdet blev besejret 4-3 af FC Sydvest 05 Tønder fra den nederset del af tabellen.

Cheftræner Søren Pallesen tror da også på muligheden for at hente point(s) i Thisted: “Jeg tror det bliver en kamp, som kommer til at ligne 1. halvleg fra sidste weekends opgør mod Marienlyst, med thyboerne mest på bolden. Kan vi undgå at lave de store fejl defensivt, så tror jeg at vi har muligheden på vore omstillinger og kan få noget med hjem. Efter 4 kampe på stribe uden en sejr trænger vi også til en sejr, således at vores mål om minimum 18 points efter efterårets kampe kan indfries”.

Til kampen har Varde igen Niklas Fyhn til rådighed efter overstået karantæne, mens Kasper Køhlert ligeledes er blevet sin knæskade kvit. Derimod er Jesper Lund ude, efter den fiberskade han pådrog sig i slutfasen mod Marienlyst.

Vardes trup: Jørgen Simon Jøgensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Rasmus Harm, Mikkel Knudsen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Emil Rindom Hansen, Daniel Eugster, Søren Pallesen, Jacob Nielsen, Kasper Køhlert, Thomas Witt, Nicolaj Andreasen og Sune Nissen.

 

25. Oktober 2014 af Ejgil Gammelgaard