Vardes 2. divisionshold skal lørdag en tur til “Smilets by”, hvor Skovbakken er modstanderen på Vejlby Stadion med kampstart kl. 13.00.

Modsat Varde har Skovbakken haft en fanstastisk start på foråret. Holdet har i 6 kampe hentet 16 points, og er således ubesejret i foråret. Målscoren er så flot som 11-3. Det er således et hjemmehold med stor selvtillid, som er modstanderen i lørdagens kamp. Forsvaret har kun indkasseret 3 mål i 6 kampe, og fremme har især fynboen Kenneth Hvilsom vist stor styrke, og er med 9 mål holdets topscorer.

Holdets seneste kamp i Skanderborg onsdag aften blev afbrudt på grund af dårligt vejr kort ind i 1. halvleg, så hjemmeholdet drager også fordel af en længere restitutionsperiode.    

Varde holdet spillede en fremragende 1. halvleg onsdag aften mod Svendborg, men desværre fik man ikke snørret sækken, og det lykkedes fynboerne at udligne med 10 minutter igen af kampen. Holdet var dog klart forstærket af at rutinerede Steffen Andersen var tilbage på midtbanen og kan man finde de samme takter i morgendagens kamp, er point(s) langt fra umuligt.     

Statistikken er ligeledes i Vardes favør. Skovbakken har ikke slået Varde i de seneste 24 år, og opgøret i efteråret på Sydbank Stadion endte 1-1. I sæsonen 2011/12 vandt Varde begge kampe henholdsvis 1-0 på Vejlby Stadion og 4-1 på Sydbank Stadion. Forhåbentligt kan Varde spillerne fortsætte statistikken.

Cheftræner Jørn Bach må se bort fra Rasmus Lindhard, Fiton Durguti samt Morten Eggert Nielsen, der alle døjer med skader. Truppen er derfor stort set den samme som til onsdagens kamp og har følgende udseende: André Christiansen, Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Martin Thomsen, Jakob Riber, Kristian Skov, Jesper Lund, Jack Holt, Rasmus Harm, Simon Matras, Jonas Flindt Christensen og Emil Sørensen.    

 

10. Maj 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.