Optakt Otterup – Varde

DS-holdet skal i dag en tur til det nordfynske, hvor holdet møder Otterup med kampstart kl. 13.00

Oprykkerholdet er med 17 points placeret på 3. sidstepladsen, som kan give nedrykning, og vil utvivlsomt kæmpe hårdt for at sætte point(s) ind på kontoen. I forårets to første kampe har holdet hentet et enkelt point. I premierekampen ude mod SfB-Oure blev det til et nederlag på 2-0, mens holdet i sidste weekend spillede 1-1 hjemme mod Hedensted.

Da holdene tørnede sammen i efteråret på Sydbank Stadion i Varde endte opgøret set med Varde briller skuffende 1-1, men fynboerne viste sig at være en ganske svær modstander, som også må vække respekt før dagens opgør.

Hos Varde vender Mikkel Rohde tilbage efter udstået karantæne ligesom Daniel Kristiansen “Dani” indgår i truppen efter en enkelt optræden på reserveholdet. Derimod er der afbud fra Kenneth Kruse, mens Bogi Høgnason Eriksen tager en kamp på Serie 1.

Vardes trup: Sune Nissen, Daniel Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Anders Egholm, Nikolaj Andreasen, Joachim Puggaard, Mathias Nielsen, Rene Jørgensen, Søren Jelstrup, Peter Brix og Mikkel Rohde.

 

Den 6. April 2019 af Ejgil Gammelgaard