Optakt Odder IGF – Varde IF Elite

Varde indleder forårssæsonen lørdag kl. 15.00, hvor holdet på udebane møder Odder. Kampen spilles på Spektrum i Odder.

Østjyderne havde en rigtig fin efterårssæson, og har overvintret på en komfortabel 6. plads med 25 points. Holdet har i vinterpausen skiftet cheftræner. Ny mand i sædet er Allan Dvinge, som har afløst Henrik Gudmandsen. Dvinge kommer fra AC Horsens Akademi, hvor han stod i spidsen for U13 og U15 talenterne.

Odder er kendt som et fysisk stærkt hold, med stor kompetence i standardsituationerne, hvilket den nye cheftræner vil holde fast i, men samtidig forsøge at udvikle holdet spillemæssigt. Der venter således Varde-holdet en svær opgave i premierekampen.

For Varde-holdet bliver forårssæsonen en stor udfordring. Med en placering som fjerde sidst med 7 points op til Ringkøbing, der ligger lige over stregen og 6 points op til FC Sydvest 05 Tønder, der ligger på play off pladsen skal der hentes mange points i forårets kampe.

Staben omkring holdet har dog stor tro på at missionen skal lykkes, hvilket er begrundet i væsentlige forstærkninger i hele den sportslige sektor. Morten Køhlert blev tilknyttet som sportschef i slutningen af efteråret, Niels Teilmann blev tilknyttet som målmandstræner ved opstarten og på spillersiden er såvel niveauet som bredden højnet.

Midtbanespilleren Jonas Gejel Hansen er kommet fra EfB på en lejekontrakt, den tidligere topscorer Morten Smidt er vendt tilbage efter 2 sæsoner i Københavnsområdet, Mikkel Rohde og Viktor Wagner er begge kommet fra EfB, mens den rutinerede målsluger, 29-årige Michael Rødgaard, med mange 2. divisionskampe for EfB på CV´et, er kommet til fra Esbjerg IF 92. Endelig er truppen suppleret med 3 tidligere 2. divisionsspillere. Jeppe Carstensen, som har fået lysten til elitefodbold tilbage, samt Jesper Lund og Martin Thomsen, der begge er vendt tilbage efter ophold i hovedstaden.

Om premierekampen udtaler cheftræner Søren Pallesen: “Første kamp er altid speciel, da man er lidt usikker på, hvor man står. Jeg har dog en rigtig god fornemmelse, vores opstart har været optimal, da vi både har spillet gode og dårlige kampe. En god start på foråret er da også af afgørende betydning, da vi skal have points fra første kamp, for at fange de andre hold. Med tilgang af en række gode spillere , som har rusket op i hele truppen, som har arbejdet flot i hele opstarten, og en flok sultne spillere til den første vigtige opgave, tror jeg på, at vi kan løse opgaven mod Odder”.

Med undtagelse af Jonas Gejel Hansen, som er til træningssamling med det færøske U-21 landshold er hele truppen klar til kampen og har følgende udseende:

Jørgen Simon Jørgensen, Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Michael Rødgaard, Mikkel Knudsen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Morten Smidt, Daniel Eugster, Mikkel Rohde, Victor Wagner, Kasper Køhlert, Nicolaj Andreasen og Sune Nissen.

 

27. Marts 2015 af Ejgil Gammelgaard