Optakt Næsby – Varde

Der er dømt topkamp, når de to tidligere divisionsklubber Næsby og Varde i morgen med kampstart kl. 14.00 tørner sammen på Alpi Arena i Næsby i sidste spillerunde i første omgang af turneringen.

Næsby måtte forlade divisionsrækkerne i sidste sæson efter at have været fast inventar i 2. division igennem mange år. Trods et godt forår, hvor det blev til 27 points for 16 kampe måtte holdet lige netop se sig slået i nedrykningskampen.

Ambitionerne  for indeværende sæson er dog helt entydig: Oprykning, kombineret med udvikling og fremgang.

Efter de otte første spillerunder er holdet placeret på en 4. plads med 13 points, 6 points op til Varde på 1. pladsen. I sidste runde tabte holdet højest overraskende med 1-0 ude til bundholdet Viborg FF. Der er derfor ingen tvivl om, at der venter Varde en svær opgave, hvor hjemmeholdet næsten er pisket til at vinde for at holde fast i den sjove ende af rækken.

Sidst de to hold mødtes var i sæsonen 2014/15, hvor begge kampe endte uafgjort, men hvor Varde måtte forlade divisionsrækkerne.

For Varde gælder det om at revanchere sig for den lidt skuffende indsats sidste weekend i 1-1 kampen hjemme mod Otterup. Ingen tvivl om, at der skal andre boller på suppen i morgen, såfremt der skal point(s) med hjem fra Odense.

Ny mand i truppen er en mulig debutant, 19-årige Kenneth Kruse, som ventes at få chancen fra start efter en række flotte præstationer på Serie 1 holdet. Han afløser Søren Jelstrup i truppen, mens Mikkel Knudsen igen er til rådighed og afløser Nicolai Forst, som ikke kunne få fri fra arbejde.

Truppen har følgende sammensætning: Sune Nissen, Kristoffer Sørensen, Peter Brix, Mikkel Knudsen, Mathias Backs, Lasse Holm, Mikkel Blåholm, Mikkel Rohde, Simon Jelstrup, Rasmus “mc” Christiansen, Jakob Andreasen, Nikolaj Andreasen, Joachim Puggaard og Kenneth Kruse.

 

Den 28. September 2018 af Ejgil Gammelgaard