Optakt Næsby – Varde

 

Det er 2 sårede hold, der lørdag eftermiddag kl. 15.00 tørner sammen på Næsby Stadion. Fynboerne fik i sidste weekend en snitter på 6-2 i udekampen  mod Thisted, mens Varde i egen hule blev ydmyget af Brabrand, der vandt 4-0.

Begge hold tørster derfor for at revanchere sig for sidste weekends nedtur og har samtidig hårdt brug for alle 3 points i lørdagens bundbrag i bestræbelserne at overleve blodbadet i indeværende sæson. Der venter derfor publikum en særdeles spændende kamp, hvor begge hold helt sikkert vil forsøge at få styr på defensiven igen, men samtidig gå efter alle 3 points.

Med 11 points op til play off pladsen er det for Varde holdet næsten sidste udkald, såfremt håbet om overlevelse skal bevares. Holdet skal derfor genfinde de gamle dyder med en stram organisation, hvor kæderne hænger sammen, og hvor den rigtige gejst, tænding og aggressivitet er til stede gennem hele kampen.

Efterårets kamp på Sydbank Stadion sluttede 2-2, hvor begge fynboernes mål blev scoret af Anders Lagoni, som der skal holdes et vågent øje med i morgendagens kamp.

Til kampen må Varde desværre Niklas Fyhn, som blev skadet i sidste weekends kamp, Mikkel Rohde, som er blevet småskadet i ugens løb, som Sune Nissen, der er forhindret af private årsager. Martin Thomsen er derfor tilbage i truppen efter 10 måneders fravær lige som cheftræner Søren Pallesen selv indgår i truppen.

Trænerestaben har udtaget følgende trup til  kampen: Jørgen Simon Jørgensen, Jeppe Carstensen, Kristoffer Sørensen, Michael Rødgaard, Mikkel Knudsen, Martin Thomsen, Nicolai Andreasen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Morten Smidt, Daniel Eugster, Søren Pallesen, Victor Wagner, Kasper Køhlert og Jonas G. Hansen.

 

17. April 2015 af Ejgil Gammelgaard