Vardes 2. divisionshold skal Grundlovsdag en tur til Odense, hvor kampen mod tabellens nr. 1 Marienlyst fløjtes op kl. 19.00. 

Inden aftenens spillerunde har fynboerne et forspring på 2 points ned til Aarhus Fremad på 2. pladsen efter en forrygende forårssæson, hvor det er blevet til 9 sejre, 1 uafgjort samt 1 nederlag. Nederlaget faldt i det indbyrdes opgør mod oprykningsrivalerne Aarhus Fremad, som hjemme på Riisvangens Stadion vandt så sikkert som 4-0. Det er således et særdeles formstærkt mandskab, der venter Vardespillerne i aftenens opgør.

Holdets mistede i vinterpausen et par af holdets profiler. Espen Petersen skiftede til AC Horsens, mens Sebastian Dalgaard tog til Brønshøj. I stedet hentede man et par profiler fra konkursramte FC Fyn, forsvarsspilleren Jens Mårtensen, med en fortid i OB, Roskilde og FC Vestsjælland samt angriberen Mads Overgaard, som tidligere har spilet i FCM og Holstebro. Begge har vist sig at være fuldgyldige erstatninger, og holdet forekommer endnu stærkere end i efteråret.

Efterårets kamp på Sydbank Stadion endte som et sandt mareridt for hjemmeholdet. Efter en halvlegsføring på 3-0 blev det hele sat over styr efter pausen, hvor fynboerne ved hjælp af 2 selvmål, en udvisning af Vardes Niklas Fyhn samt en skadet målmand hentede en sejr på 4-3, efter at hjemmeholdet havde ført 3-2 indtil 1 minut før tid.

Med placeringen i bunden og 8 points op til Ringkøbing, der ligger lige over stregen er situationen kritisk for Varde, såfremt nedrykning skal undgås. Faktisk kan nedrykningen allerede blive en kendsgerning efter aftenens spillerunde. Får Varde blot et enkelt point eller taber aftenens kamp samtidig med at både Ringkøbing, FC Sydvest og Kjellerup vinder deres kampe vil nedrykningen være en kendsgerning, selv om der stadigvæk resterer 3 spillerunder. Forhåbenligt flasker aftenens resultater sig således, at intet er afgjort forud for lokalopgøret mod Ringkøbing, der spilles på lørdag på Sydbank Stadion.

Spillerne og cheftræner Jørn Bach er da også klar over at det nu er sidste udkald for Varde holdet, såfremt chancen for overlevelse skal bevares. “På trods af nederlaget på 4-3 i efterårets kamp fik vi vist, at vi kan matche Marienlyst, og på et eller andet tidspunkt må der komme en overraskelse”, lyder det således fra cheftræneren. “Vi spiller med hjertet og lægger os bestemt ikke ned”, lyder det afslutningsvis.

Til aftenens kamp er Jakob Riber tilbage fra karantæne og truppen har følgende sammensætning: Jonas Flindt Christensen, Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Morten Gregersen, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Martin Thomsen, Jakob Riber, Kristian Skov, Jesper Lund, Jack Holt, Rasmus Harm, Morten Eggert Nielsen, Simon Matras, Emil Sørensen og Marc Simested.

 

5. Juni 2013 af Ejgil Gammelgaard       

           

 

 

 

     

 

Comments are closed.