Onsdag aften kl. 19.00 mødes Kjellerup og Varde på Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup. Hjemmeholdet har præsteret et flot forår med 14 points for 9 kampe, og er foreløbig ubesejret i de seneste 8 kampe. Pointshøsten har bevirket, at nyoprykkerne ligger på en komfortabel 10. plads med 29 points, med hele 7 points ned til Brabrand, som ligger lige under stregen.

Varde har ikke tabt i de seneste 11 kampe, så det er således to formstærke hold, der mødes. På mange måder ligner holdene hinanden. Begge hold har en stærk defensiv, med høj fokus på omstillingsspillet. Begge hold spiller mange uafgjorte kampe, henholdsvis 9 og 8 kampe,  og begge hold har en målfarlig skarpretter. Både Patrick Nielsen og Morten Smidt har således begge foreløbig scoret 14 mål i turneringen. Der er således lagt op til et særdeles tæt og spændende opgør.  

Efterårets kamp mellem de to hold endte med en snæver hjemmesejr på 1-0 på et tidligt mål af Morten Smidt efter en tæt kamp. 

Begge hold spillede uafgjort i sidste weekend. Kjellerup imponerede med 1-1 i søndagens kamp i Thisted, mens Varde lidt ærgerligt smed 2 points hjemme på Sydbank Stadion efter 2-2 mod FC Svendborg.

På nær Rasmus Jessen, som er karantæneramt efter sit gule kort mod FC Svendborg, stiller Varde med samme trup som i weekendens kamp. Truppen er som følger:

Tommy Ladefoged, Søren Nørgreen, Jesper Brinck, Kasper Køhlert, Jesper Svennesen, Jonas Sømmerly, Morten Smidt, Rene Deigaard, Casper Homann, Steffen Silberbauer, Stephen Jørgensen, Rasmus Harm, Morten Eggert Nielsen, Esben Lauridsen og Marc Simested. 

 

22. Maj 2012 af Ejgil Gammelgaard

 

 

 

Comments are closed.