Optakt Greve – Varde

Det er to formstærke mandskaber der lørdag tørner sammen i Greve Idrætscenter med kampstart kl. 13.00. Mens Varde har hentet 15 points i forårets 7 kampe har Greve hentet fuld hus med 21 points. Holdet er da også 2´er i tabellen med blot 4 points op til duksen FC Sydvest 05 Tønder og den direkte oprykningsplads.

Desværre er det et skades- og karantæneramt Varde mandskab, der skal forsøge at hente point i lørdagens kamp. Mens Greve kun må se bort fra karantæneramte Anders Hunsballe må Varde undvære både Kristoffer Sørensen og Daniel Kristiansen, som begge er i karantæne, mens Lasse Holm, Gustav Vind og Mathias Backs alle er ude med skader. De to sidstnævnte bliver næppe klar mere i foråret. Derimod er Nicolaj Andreasen heldigvis klar igen, efter den voldsomme medfart i Tuse-kampen for 14 dage siden.

Cheftræner Søren Pallesen har da også været nødt til at ryste posen endnu engang og unge Jesper Thøgersen er for første gang i foråret med i truppen, hvor cheftræneren da også selv indgår. “Marginalspillerne viste dog i sidste kamp mod Taastrup FC at de for alvor er sultne, og det forventer jeg også at se i morgendagens kamp, så jeg er fortrøstningsfuld”, lyder det fra cheftræneren. “Vi er selvfølgelig ikke favoritter, men kan defensiven holde stand, skal vi nok komme frem til nogle chancer på omstillinger, som kan afgøre kampen til vores fordel”.

Vardes trup: Sune Nissen, Mads Falk Knudsen, Jesper Thøgersen, Thomas Kirkegaard Jensen, Mikkel Knudsen, Steffen Andersen, Morten Smidt, Daniel Eugster, Søren Pallesen, Emil Rindom Hansen, Niclas Holm, Dogan Özcelik, Nicolaj Andreasen og Joachim Puggaard.

 

13. Maj 2016 af Ejgil Gammelgaard