I weekendens spillerunde skal Vardes 2. divisionshold en tur til Smilets By, hvor holdet lørdag eftermiddag møder Brabrand. Kampen afvikles på Brabrand IF´s Idrætsanlæg med kampstart kl. 14.00.

Århusianerne har fået en god start på sæsonen og ligger foreløbig på en 6. plads i rækken  med 11 points for 6 kampe. Foreløbig er det blevet 3 hjemmesejre med en målscore på 7-0, mens det på udebane er blevet til to uafgjorte kampe og et enkelt nederlag til Næsby på 4-1. Der venter således utvivlsomt en hård dyst mod Lars Lundkvists tropper, som efter en svag efterårssæson i sæsonen 2011/12 lige netop klarede frisag på et godt forår.    

I Brabrands 2. divisionstrup er hele 4 spillere, somm i sidste sæson tørnede ud for Varde.  Jesper Brinck og Steffen Silberbauer forventes i startopstillingen, mens Tommy Ladefoged og Casper Homann muligvis er på bænken. Der er således lagt op til flere kampe i kampen.

Selv om det i onsdags blev til et klart nederlag på 4-1 til AGF i DBU Pokalen, var der masser af gode momenter i kampen, som givet vil give spillerne et godt rygstød forud for lørdagens kamp. Morten Smidt udviste stor spilleglæde i front, på den centrale midtbane var der gode takter fra især Morten Eeggert og Kasper Køhlert og forsvaret gjorde det ganske fornuftigt med undtagelse af de sidste  5 minutter af 1. halvleg.

Der er således et Varde mandskab med forstærket selvtillid, som cheftræner Jørn Bach sender på banen i Brabrand. “Kan vi bevare koncentrationen og arbejde stenhårdt gennem alle 90 minutter er jeg ikke i tvivl om, at vi får point(s) med hjem fra Brabrand”, lyder det fra cheftræneren, som glæder sig til gensynet med sine tidlige spillere.

Til kampen har Jørn Bach udtaget følgende trup: Andre Christiansen, Søren Nørgreen, Rasmus Jessen, Kasper Køhlert, Niklas Fyhn, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Morten Smidt, Rasmus Lindhardt, Jacob Riber, Kristian Skov, Rasmus Harm, Morten Eggert, Esben Lauridsen og Jonas Flindt Christensen.

 

14. September 2012 af Ejgil Gammelgaard           

 

Comments are closed.