Optakt B1909 – Varde IF

DS-holdet møder i denne runde B1909 med kampstart lørdag kl. 15.00 på anlægget ved Gillestedvej i Odense.

Fynboerne ligger isoleret i bunden af tabellen sammen med Viborg FF med 10 points efter at klubben er blevet fratrukket 9 points som følge af en skattesag. 

Forårets første 5 kampe har kastet 3 points af sig efter 1-0 sejr i lokalopgøret mod B1913, mens de øvrige 4 kampe er resulteret i nederlag. Sidste weekend blev holdet nedsablet af Næsby med 6-0, som i følge B1909´s hjemmeside var billigt sluppet.

For Varde gælder det om at revanchere sig for fiaskoen Påskelørdag, hvor såvel holdet som trænerstaben havde en skidt dag. Skal troen på oprykning bevares skal der hentes 3 points hos “de røde”, og mon ikke alle er parate til at vise, at der var tale om en enlig svale. 

Nikolaj Andreasen er tilbage i truppen efter overstået karantæne ligesom Anders Egholm er klar efter en skadespause. Det betyder at Bogi Høgnason Eriksen og Rene B. Jørgensen tager en kamp for serie 1-holdet ligeledes lørdag.

Der er udtaget følgende trup til kampen: Sune Nissen, Peter Brix, Mikkel Knudsen, Daniel Kristiansen, Mathias Brix, Lasse Holm, Kenneth Kruse, Anders Egholm, Mikkel Rohde, Joachim Puggaard, Nikolaj Andreasen, Mathias Nielsen, Niclas Holm og Nicolaj Forst. 

 

Den 26. April 2019 af Ejgil Gammelgaard