Oplæg Varde IF Elite – KFUM BK, Roskilde

I efterårets sidste udekamp møder Varde lørdag eftermiddag med kampstart kl. 13.30 KFUM BK, Roskilde.

Sjællænderne topper sammen med FC Sydvest 05 Tønder rækken med 27 points efter 9 vundne kampe og kun 2 nederlag. Der venter således det skadesramte unge Varde hold en meget svær opgave.

Efter nederlag på 5-0 og 4-1 i de seneste 2 kampe har trænerstaben haft stor fokus på defensiven i ugens træningspas: “Vi har lukket mange mål ind i de sidste par kampe, og det er noget af det, vi har brugt ugen på. Vi ligger lige under stregen, og selvom man så skulle tro, det vil være frygtindgydende at møde topholdet, så er psykologien et eller andet sted lige modsat”, siger Søren Pallesen. “Det sjove ved fodbold er, at når der ingen forventninger er, så er der nogen, der blomstrer. Sidste weekend mødte vi et hold, vi skulle vinde over, og det blev forkrampet i præstationsangst. I lørdagens kamp kan især de unge spille meget mere frit”, slutter en optimistisk cheftræner.

Til kampen er skadeslisten blev endnu større end i sidste weekend. Hverken Kasper Køhlert, Jesper Lund eller Morten Smidt er blevet klar og Sune Nissen må ligeledes stå over efter skaden i sidste weekends kamp ligesom Steffen Andersen blev skadet under ugens træningspas. Det medfører Lasse T. Kristiansen overtager målmandsposten, mens Søren Pallesen ligeledes glider ind i truppen.

Vardes trup: Lasse T. Kristiansen, Søren Pallesen, Gustav Vind, Daniel Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Nicolaj Andreasen, Daniel Eugster, Buster Kirchner, Lasse Holm, Niclas Holm, Matthias Backs, Mads Falk Knudsen, Mikkel Knudsen og Emil Rindom Hansen.

 

23.10.2015 af Ejgil Gammelgaard