Vardes unge mandskab måtte søndag eftermiddag på kunstgræsbanen i Løgumkloster indkasseere et nederlag på 2-1 i testmatchen mod FC Sydvest.

Sønderjyderne bragte sig foran omkring den halve time på et glimrende langskud, hvor Varde defensiven nærmest stod og kiggede på. Steffen Andersen bragte dog balance i regnskabet blot 4 minutter senere, da han udnyttede en frispilning et par meter inde i feltet. Efter 1-1 ved pausen scorede FC Sydvest sejrsmålet efter knap et kvarters spil i 2. halvleg, hvor Varde defensiven igen så skidt ud. Mod slutningen af kampen pressede Varde voldsomt på for at fremskaffe en udligning, men flere gode muligheder blev brændt på det skammeligste.

På en dag, hvor flere af Varde spillerne var langt under niveau, var sønderjydernes sejr fortjent. Der blev kombineret ganske pænt ude på banen, men kynismen, effektiviteten og muligvis den sidste tro på tingene var en mangelvare. Med det femte nederlag i træk i testkampene må det således konstateres, at der skal andre boller på suppen, såfremt holdet skal klare frisag i forårets nedrykningskampe.

Varde: André Christiansen  – Niklas Fyhn (57. Jeppe Carstensen), Jakob Riber, Kristoffer Sørensen, Rasmus Lindhardt –  Kristian Skov, Kasper Køhlert (64. Fiton Dirguti), Steffen Andersen, Jack Holt – Rasmus Harm, Morten eggert (57. Simon Matras).

Ikke benyttet: Jonas Flindt Christensen             

 

10. Marts 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.