Nyt clean sheet og 3 points

Vardes DS-hold besejrede onsdag aften i en særdeles hektisk og underholdende kamp Tarup-Paarup (TPI) med 1-0 på en vindblæst kunstgræsbane ved Sydbank Stadion. Sejrsmålet faldt i 1. halvlegs sidste minut.

Varde havde 3 ændringer i startformationen i forhold til kampen sidste lørdag. Andreas Blåholm erstattede den skadede Mikkel Rohde på den centrale midtbane, Nicolaj Forst startede inde på venstre kant i stedet for Peter “AG” Andersen, mens Nikolaj Andreasen var tilbage i front i stedet for Viktor Skovby.

Hjemmeholdet var klart dominerende de første 45 minutter såvel spille- som chancemæssigt. Kunstgræsset passede spillerne særdeles godt, og der blev disket op med flot pasningsspil i højt tempo.

Den første mulighed tilfaldt Nikolaj Andreasen i det 6. minut, men hovedstødsafslutning på et glimrende indlæg fra Jonas Alsted blev snuppet af keeperen. Efter et kvarters spil var “mc” på pletten med et flot langskud, som strøg lige over mål. 5 minutter senere var Kasper Køhlert tæt på efter en dyb stikning i feltet fra Andreas Blåholm, men keeperen fik pareret til hjørnespark.

Gæsternes første forsøg indenfor rammen faldt efter en halv times spil, men TK havde ingen problemer med at snuppe skuddet. Derimod var der mere kvalitet i afslutningen minuttet efter, hvor TK flot fik bokset væk til et hjørnespark.

Efter en god mulighed til Nicolai Forst 5 minutter senere, hvor han lige netop ikke fik styr på bolden midt for mål i fri position faldt kampens eneste mål lige før pausen. Kasper Køhlert fandt Jonas Alsted med en vidunderlig stikning dybt i banen, og Jonas kvittede sikkert med sin første scoring for Varde.

Fuldt fortjent halvlegsføring, som sagtens kunne have været lidt større.

Gæsterne kom ud med langt mere energi til de sidste 45 minutter og allerede i det 5. minut var det uhyre tæt på en udligning. På et indlæg fra højre kant ramte afslutningen den ene stolpe, hvorfra bolden dansede på stregen over til den modsatte stolpe, hvorefter bolden blev høvlet ud til hjørnespark. 

Minuttet efter måtte Kasper Køhlert desværre lade sig udskifte med en mindre skade, hvilket tog lidt af brodden af hjemmeholdets offensiv. Efter et kvarters spil havde Forst dog en gylden mulighed for at øge føringen, men på en frispilning fra “mc” røg Forst´s afslutning lige tværribben.

Den sidste halve time satsede gæsterne voldsomt for at fremtvinge en udligning, men Varde defensiven med en særdeles iøjnefaldende Mikkel Blåholm modstod presset med bravour, uden at TPI kom frem til reelle chancer. I den modsatte ende lykkedes det heller ikke Varde at lukke kampen, hvor flere omstillinger løb ud i sandet. 

Super attitude og indsats af hele holdet, hvor defensiven for alvor har fundet melodien, med det tredje clean sheet i 4 kampe.

Med sejren fik Varde næsten lukket hullet op til top 4, som indtages af Ringkøbing med 21 points. Varde har med sejren 18 points, men for 1 kamp mindre end Ringkøbing.     

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor holdet ude møder Horsens fS med kampstart kl. 16:00..

 Matchfacts Varde – Tarup/Paarup:      

Resultat: 1-0 (1-0)

1-0 Jonas Alsted (45.)

Dommer: Ole Madsen

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted, Kristoffer Sørensen, Mikkel Blåholm, Søren Jelstrup (85. Bogi Høgnason Eriksen) – Niclas Holm (66. Lasse Holm), Andreas Blåholm, Jesper “mc” Christiansen, Nicolaj Forst (66. Peter “AG” Andersen) – Kasper Køhlert (51. Viktor Skovby) og Nikolaj Andreasen.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft og Simon Jelstrup.

Advarsler Varde: Andreas Blåholm (65.), Søren Jelstrup (72.) og Kristoffer Sørensen (89.)

Advarsler TPI: Ingen

 

Den 22. April 2021 af Ejgil Gammelgaard