Morten Smidt scorede kampens eneste mål

Det lykkedes fortjent Varde at hente alle 3 points i udekampen mod Aarhus Fremad. Resultat blev 1-0 og scoringen faldt allerede efter et kvarters spil ved Morten Smidt, som hermed fik brudt en lang scoringsmæssig tørke.

Som ventet måtte cheftræner Jørn Bach foretage en tvungen rokade i forsvaret i forhold til den sidste kamp mod Aarup, da anfører Rasmus Jessen ikke blev klar til kampen. Midterforsvaret udgjordes derfor af Søren Nørgreen og Casper Homann, mens Steffen Silberbauer og Jesper Svennesen overtog henholdsvis højre og venstre back positionerne.

Varde mandskabet lagde fra kampens start et højt pres på hjemmeholdet og viste den første halve time af kampen noget af bedste spil, holdet har præsteret i foråret. Morten Smidt var tæt på et føringsmål allerede efter 10 minutters spil, men det lykkedes Thomas Nørgaard i hjemmeholdets mål at parere forsøget til hjørnespark, og på det efterfølgende hjørnespark blev der reddet på stregen. 5 minutter senere var det dog Morten Smidts tur til at blive tilsmilet af lykkens gudinde. En forholdsvis ufarlig afslutning næsten ude fra sidelinien af Morten Smidt snød fuldstændig Thomas Nørgaard, da bolden studsede græsset lige foran keeperen.   

Varde havde fortsat godt fat i taktstokken og midt i halvlegen var Morten Eggert Nielsen tæt på at score for tredje kamp i træk, men desværre strøg hans afslutning lige forbi mål, efter et ellers glimrende gennembrud. Hjemmeholdets første afslutning faldt først efter 25 minutters spil, da Brian Johansens hovedstødsforsøg røg over målet.

Mod halvlegens slutning fik aarhusianerne flyttet spillet længere frem på banen og fik lagt et mindre pres på Vardes mål uden dog for alvor at blive farlige, og Varde-holdet kunne således yderst fortjent gå til pause med halvlegsføringen på 1-0.

Spillemæssigt nåede 2. halvleg ikke samme niveau som de første 45 minutter. Den første store mulighed faldt først efter knap 20 minutters spil, da Kasper Køhlert med en dyb stikning fandt en helt fri Morten Smidt, som desværre missede den store mulighed for at lukke kampen. Mod slutningen af kampen fremtvang hjemmeholdet et større pres på Varde målet især i form af adskillige standardsituationer, og var i to tilfælde inde i dommerens tillægstid tæt på at udligne Varde føringen. Først tabte Tommy Ladefoged en frisparksbold, men i den efterfølgende klumpspilsituation lykkedes det Varde at få ekspederet bolden ud af farezonen, og 4 minutter inde i tillægstiden var der Søren Nørgreen, der agerede  frelsende engel, da han på mirakuløs vis fik afværget et Aarhus Fremad førsøg til hjørnespark.    

Kort efter lød slutfløjten og Varde lejren kunne glæde sig over 3 velfortjente points på Riisvangen Stadion, efter en flot hold præstation. Det rekonstruerede forsvar gjorde det særdeles godt, og fraværet af Rasmus Jessen var næppe synligt. På midtbanen sled og slæbte Jesper Brinck, Kasper Køhlert og Steffen Andersen forbilledligt, og i front fik Morten Smidt igen gang i målscoringen. Trænerstaben var da også ovenud tilfreds med indsatsen efter kampen. “Vores taktiske oplæg lykkedes til fulde og vi fik vist, at indsatsen mod Aarup var en enlig svale. Nu må en realistisk målsætning være, at vi går efter at holde fast i den topplacering var har i øjeblikket”, lød det således fra cheftræneren. 

Med sejren holder Varde fast i 3. pladsen med 38 points, mens Thisted følger lige efter på 4. pladsen med 37 points. Derimod blev afstanden ned til Aarhus Fremad på 5. pladsen udbygget til 5 points.

Næste lørdag er der igen hjemmekamp på Sydbank Stadion, hvor Skjold kommer på besøg.   

 

Matchfacts Aarhus Fremad – Varde

Resultat: 0-1 (0-1)

0-1 Morten Smidt (15.) 

Dommer: Mads Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere: 288

Varde: Tommy Ladefoged – Steffen Silberbauer, Casper Homann, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Morten Eggert Nielsen, Kasper Køhlert, Jesper Brinck, Esben Lauridsen (62. Rene Deigaard) – Steffen Andersen (74. Jonas Sømmerly), Morten Smidt (86. Jeppe Mackenhauer).

Ikke benyttet: Brian Heller.

Advarsler Varde: Steffen Andersen (8.) og Jesper Svenensen (72.).

Advarsler Aarhus Fremad: Anders Brøchner (22.).

 

Af Ejgil Gammelgaard 28.4.2012   

           

        

  

      

 

Comments are closed.