Ny målmandstræner

I bestræbelserne på at forstærke de defensive kompetencer har Varde IF Elite tilknyttet 49-årige Niels Teilman, som målmandstræner.

“Vi må blankt erkende, at der er gået alt for mange mål ind i efteråret”, lyder det fra sportschef Morten Køhlert. “Derfor har vi indgået en aftale med den rutinerede målmandstræner Niels Teilman – også kaldet Muus – som skal hjælpe os med at få lukket meget bedre af i defensiven. 33 indkasserede mål i 15 kampe rækker ingen steder i 2. division, især ikke når antallet af nedrykkere i denne sæson er 5/6 hold, men jeg har stor tillid til, at Muus kan sikre, at vi får styr på del af spillet.

Niels Teilman er en særdeles erfaren mand inden fodboldverdenen med 425 kampe på SGI´s 1. hold. Han har været 1. holdstræner i Esbjerg IF 92 i 7 år, og har de seneste 7 år haft ansvaret for målmandstræningen for EfB´s Elite ungdom, hvilket har kastet 4 ungdomslandsholdsspillere af sig. Niels Teilman har DBU A-træner licens samt DBU M3-træner licens.

Varde IF Elite har indgået en 1-årig aftale med Niels Teilman.

 

22. Januar 2015 af Ejgil Gammelgaard