Nedrykning en kendsgerning

Med nederlaget til FC Sydvest 05 Tønder i onsdagens kamp er det en kendsgerning, at Varde i næste sæson spiller i danmarksserien. Kampen sluttede med en sejr på 2-1 til sønderjyderne, som førte 2-0 ved pausen.

Varde var uden Morten Smidt, som ikke var blevet klar efter sin overbelastningsskade mod Marienlyst; i stedet var Kasper Køhlert med fra start. Jonas G. Hansen var rykket ned på højre back pladsen, hvor han erstattede karantæneramte Nicolaj Andreasen, mens Mikkel Knudsen var tilbage på den centrale midtbane.

Den første halve time viste tydeligt, at FC Sydvest havde mere at spille for end Varde. Sønderjyderne kom med langt mere energi og aggressivitet end Varde spillerne, som stort set ingen dueller og 2. bolde vandt i denne fase af kampen. Efter flere nær ved og næsten chancer bragte FC Sydvest sig foran i det 20. minut, hvor Thomas Gormsen headede bolden i nettet, efter at Martin van Ittersum havde ramt overliggeren efter et hjørnespark.

Kasper Køhlert måtte udgå med en skade efter 37 minutters spil, og blev erstattet af Jeppe Carstensen. Minuttet efter havde Varde en god mulighed for udligning, men keeperen snuppede Victor Wagners hovedstødsforsøg efter hjørnespark.

Selv om Varde spillerne fik bedre fat mod slutningen af halvlegen lykkedes det alligevel sønderjyderne at øge føringen i 1. halvlegs tillægstid. På ny var det Thomas Gormsen som scorede på et hovedstød, efter at hjørnespark var blevet headet videre. Ærgerlig afslutning på de første 45 minutter, men en fuld fortjent føring til hjemmeholdet.

Trænerstaben fik banket ny energi og moral ind i spillerne ved pausen, og Varde mandskabet var som forvandlet gennem hele 2. halvleg. Langt de fleste af duellerne og 2. boldene blev nu vundet og spillet foregik primært på sønderjydernes banehalvdel. Desværre havde Varde spillerne svært ved at omsatte den spillemæssige overvægt til reelle chancer, mens FC Sydvest var tættere på scoring med enkelte giftige omstillinger.

Med et kvarter tilbage af kampen ændrede Varde formationen til 3:4:3 i håbet om at fremtvinge en scoring. Det forøgede pres resulterede da også adskillige standardsituationer, og på et hjørnespark fra Jonas G. Hansen lykkedes det da også Michael Rødgaard at reducere til  2-1 med 10 minutter tilbage.

Tættere på kom Varde ikke, og spillerne måtte erkende, at 45 minutters fight ikke var nok til at vinde over en modstander, der slås for sejren gennem samtlige 90 minutter. De sidste 45 minutter reddede dog æren for Varde spillerne, som viste flot moral, efter en næsten fornærmende ringe indsats før pausen.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor Kolding IF gæster Sydbank Stadion.

Matchfacts FC Sydvest 05 Tønder – Varde IF Elite: 

Resultat: 2-1 (2-0)

1-0 Thomas Gormsen (20.)

2-0 Thomas Gormsen (45.)

2-1 Michael Rødgaard (80.)

Dommer: Esad Deronjic

Tilskuere: 234.

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Jonas G. Hansen, Victor Wagner, Jesper Svenensen, Mikkel Rohde – Kasper Køhlert (37. Jeppe Carstensen), Mikkel Knudsen, Søren Pallesen (46. Jesper Lund), Esben Lauridsen (74. Jesse Za Lap) – Michael Rødgaard og Daniel Eugster.

Ikke benyttet: Sune Nissen.

Advarsler: Victor Wagner (89.)

 

4. Juni 2015 af Ejgil Gammelgaard