Efter den ringeste indsats i foråret måtte Vardes 2. divisionshold vende tomhændet hjem fra besøget i det nordfynske. Otterup vandt såre fortjent 3-1, efter en kamp, hvor Varde aldrig rigtig var i nærheden af at hente point(s).  

Som frygtet måtte Varde se bort fra både Rasmus Lindhardt, Morten Eggert Nielsen samt Jesper Lund, der alle plejede skader fra onsdagens opgør mod Kjellerup. Det betød, at unge Jeppe Carstensen startede inde på venstre back pladsen, Jack Holt fik pladsen som venstre kant mens Rasmus Harm lå front sammen med Emil Sørensen. 

I første halvleg var det svært at, at der stod livsvigtige points på spil for Varde-holdet. Holdet leverede en kollektiv uengageret indsats, hvor stort set alle dueller og 2. bolde blev tabt. Da man samtidig blev taget på sengen overfor Otterups offensive  pres på højrekanten var det kun et spørgsmål om tid inden det gik galt.   

Den første advarsel faldt alleredede efter 5 minutters spil, da André Christiansen fejlvurderede en clearing, men heldigvis røg afslutningen lige forbi mål. Den næste advarsel faldt efter 18 minutters spil, da stolpen klarede for Varde forsvaret.  I det 23. minut var heldet opbrugt. Jack Holt fik ikke sparket ordentligt væk nede ved baglinjen i Vardes venstre forsvarsside, en Otterup spiller var lynhurtig over bolden og efter et par kombinationer blev Martin Lund spillet helt fri inde i feltet og kunne nemt udplacere André Christiansen.    

I den resterende del af halvlegen havde Otterup adskillige chancer til at udbygge føringen yderligere ikke mindst efter hjørnespark, men man skulle helt hen til 41. minut før det lykkedes på et ret så besynderligt mål. Et hjørnespark til den bagerste stolpe blev headet på mål af Otterups Anders Madsen, hvor den blev reddet af en Varde forsvarer. Til alles overraskelse mente linjedommeren at bolden havde passeret stregen, og dommer Sandi Putros fulgte linjedommerens markering til stor frustration for Varde spillerne.

Ingen tvivl om, at der har været meget at tale om i Vardes omklædningsrum i pausen. Det var da også et Varde mandskab med en helt anden attitude der løb på banen til 2. halvleg, hvor Jeppe Carstensen var blevet udskiftet med debuterende 18- årige Simon Matras, som gik ind på venstrekanten, mens Jakob Riber overtog venstre back pladsen. Helt i front blev Emil Sørensen med svære arbejdsbetingelser i første halvleg erstattet af Fiton Durguti. Anfører Kasper Køhlert tog nu taktstokken, der blev lukket af i forsvaret og spillet presset frem på fynboernes banehalvleg.

Muligheden for et come back forekom endnu mere sandsynlig efter godt 10 minutters spil af halvlegen, da fynboerne blev reduceret til 10 mand. Christian Bannis modtog 2 gule kort for først at rive en Varde spiller omkuld, og i næste moment at sparke bolden væk. Desværre lykkedes det slet ikke Varde spillerne at udnytte denne fordel. Otterup forsvarede sig klogt og godt, og da Kristoffer Sørensen med et kvarter tilbage af kampen begik et klodset straffespark mod Anis Cengic, der var på vej ud af feltet, var løbet kørt med Martin Lunds scoring til 3-0 på det efterfølgende straffespark.

Det var først de sidste 10 minutter af kampen at Varde fik sat en rigtig offensiv ind, og man skulle helt ind i dommerens overtid inden det lykkedes Jack Holt at reducere efter at Jakob Riber havde headet et hjørnespark på mål. Kort forinden var Varde blev snydt for et straffespark, da Fiton Durguti blev skubbet omkuld i feltet, men hverken linjedommeren eller dommeren observerede åbenbart episoden.

Debuterende Simon Matras gav flere prøver på sit store talent, og var et frisk pust på holdet.

Med nederlaget bliver Vardes næste kamp onsdag aften på Sydbank Stadion mod BSV endnu mere vigtig. Kravet her må være en sejr, såfremt håbet om overlevelse skal bibeholdes. Her må Varde undvære Jakob Riber, som er karantæneramt efter sin advarsel i dagens kamp.

Matchfacts Otterup – Varde

Resultat: 3-1 (2-0)

1-0 Martin Lund (23.)

2-0 Anders Madsen (41.)

3-0 Martin Lund 76. str.)

3-1 Jack Holt (90.)

Tilskuere: 225

Dommer: Sandi Putros

Varde: André Christiansen – Niklas Fyhn, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgren, Jeppe Carstensen (46. Simon Matras) – Kristian Skov, Kasper Køhlert, Jakob Riber, Jack Holt – Rasmus Harm (79. Martin Thomsen) og Emil Sørensen (46. Fiton Durguti).

Ikke benyttet: Jonas Flindt Christensen, Morten Eggert Nielsen, Jesper Lund.

Advarsler: Søren Nørgren (41.), Niklas Fyhn (72.) og Jakob Riber (81.).  

 

27. april 2013 af Ejgil Gammelgaard

             

  

 

Comments are closed.