Nederlag i premierekampen mod Hedensted

Kenneth Kruse reducerede for Varde, fremtrak et straffespark og blev fortjent kåret som “man of the match”

Et brændt straffespark, 2 personlige fejl som blev straffet og marginalerne fuldstændig på gæsternes side betød at Varde måtte indkassere et sjældent nederlag på Sydbank Stadion. Da kampen blev fløjtet af efter 9 minutter og 34 sekunders tillægstid kunne Hedensted spillerne juble over en 2-1 sejr efter 0-0 ved pausen.

I startelleveren i 4:4:2 formationen havde Varde 2 debutanter. Anders Egholm udgjorde sammen med Kristoffer Sørensen midterforsvaret, mens Mathias Nielsen startede på højrekanten.

De første 45 minutter var en relativ chancefattig affære, men med et såvel spille- som chancemæssigt overtag til hjemmeholdet, burde Varde holdet have bragt sig på vinderkurs inden pausen.

Mikkel Rohde lagde ud med et godt frisparksforsøg i det 4. minut, som sneg sig lige over overliggeren, og efter 10 minutters spil blev Mathias Backs spillet helt fri tæt på mål af Kenneth Kruse, men Backs missede desværre den oplagte mulighed. 

Gæsterne eneste reelle farlige mulighed i 1. halvleg faldt efter et kvarters spil, hvor et hovedstød strøg lige over mål. Minuttet efter var Anders Egholm meget tæt på i den anden ende efter et hjørnespark, men fik ikke rigtig ram på bolden.

Efter en stillingskrig det næste kvarter pressede Varde igen godt på henimod slutningen af halvlegen, hvor Mathias Backs igen var tæt på med et hovedstød, der røg lige over mål på et godt indlæg fra Mathias Nielsen.        

Hjemmeholdet kom skidt ud efter pausen og allerede efter godt 5 minutters spil bragte Sebastian Bruhn gæsterne foran 1-0. Joachim Puggaard tabte unødvendigt den direkte duel, hvorefter Sebastian Bruhn skar ind i feltet og med et flot ydersidespark passerede Sune Nissen i Varde målet.

Efterfølgende havde hjemmeholdet et par gode muligheder for at bringe balance i regnskabet. Først var Egholm tæt på efter et hjørnesparksindlæg fra Lasse Holm, og derefter var det Nikolaj Andreasen, der måtte se sit forsøg clearet til hjørnespark.

Med 20 minutter igen af den ordinære spilletid blev det så 2-0 til gæsterne. Simon Jelstrup fejlede et indgreb midt på egen banehalvdel, hvorefter  Mikkel Thisgaard lidt heldigt fik bolden med sig, og efter 1-2 spil med Mirsad Suljic udplacerede han Sune Nissen med et flot langskud.

Kort efter foretog hjemmeholdet en dobbeltudskiftning og ændrede formationen til 3:4:3 i forsøget på at vende kampens udfald. Det gav pote  næsten umiddelbart efter, da Kenneth Kruse efter en halvklaring på stregen hamrede bolden i nettet på riposten. 

Et par minutter senere var Nikolaj Andreasen tæt på udligning, da han i fri position sendte bolden lige over mål. Den største mulighed for udligning kom et par minutter senere, da Kenneth Kruse blev nedlagt i feltet, men desværre sendte Mikkel Rohde det efterfølgende straffespark på overliggeren.

Resten af kampen inklusiv næsten 10 minutters tillægstid var et sandt stormløb mod gæsternes mål, men heldet og en fremragende keeper i Kenneth Quist forhindrede gevinst til hjemmeholdet. Ikke mindst redningen på skuddet fra Kenneth Kruse i det 90. minut var helt vanvittig.

Opgøret sluttede med et utal af hjørnespark til hjemmeholdet, men ind ville bolden ikke.

Stor skuffelse og frustration blandt Varde spillerne efter kampen, men cheftræner Søren Pallesen udtrykte generel stor tilfredshed med indsatsen efter kampen: “Der vil komme enkelte kampe, hvor vi har marginalerne imod os, men i dag var der masser af positive ting vi kan tage med til det næste kampe, så jeg er slet ikke bekymret”.

Med nederlaget og samtidig sejr til Næsby i lokalopgøret mod B1913 ligger de to hold nu side om side i tabellen, begge med 32 points. 

Vardes næste opgave er på lørdag, hvor holdet møder bundproppen Viborg FF på udebane med kampstart kl. 14.00.      

Matchfacts Varde IF – Hedensted IF:

Resultat 1-2 (0-0)

0-1 Sebastian Bruhn (52.)

0-2 Mikkel Thisgaard (71)

1-2 Kenneth Kruse (78.)

Dommer: Bjarne Østergaard

Tilskuere: 175

Varde IF: Sune Nissen – Simon Jelstrup (76. Mikkel Knudsen), Anders Egholm, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard (76. Bogi Høgnason Eriksen) – Mathias Nielsen (70. Søren Jelstrup), Mikkel Rohde, Nikolaj Andreasen, Lasse Holm – Mathias Backs, Kenneth Kruse.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen, Rasmus “mc” Christiansen, Peter Brix.

Advarsler Varde IF: Anders Egholm (31.), Mikkel Rohde (67), Bogi Høgnason Eriksen (90.+4)

Advarsler Hedensted: Kristian Bonde (8.), Nicolai Givskov (82.)

Dagens “Man of the Match”: Kenneth Kruse

 

Den 24. marts 2019 af Ejgil Gammelgaard