Nederlag efter tæt kamp

På trods af en langt bedre indsats end i sidste weekends kamp mod Sønderborg blev det til et nyt nederlag til Vardes DS-hold. Efter en tæt, chancerig og underholdende affære kunne oprykkerne fra Oure Fodbold Akademi drage hjem til Østfyn med en sejr på 3-1 efter 1-1 ved pausen.

Det var et væsentlig mere rutineret Varde-hold end set længe,  der løb på banen til lørdagens kamp. Søren Pallesen og Steffen Andersen var tilbage i 4-backkæden, hvor de afløste Nicolai Tradsborg og Mathias Backs. På højre kant fik Buster Kirchner chancen fra start i stedet for Mads Falk og endelig var Kasper Køhlert tilbage i front på bekostning af Emil Rindom Hansen.

Hjemmeholdet lagde da også bedst ud og havde et par gode muligheder indenfor de første 10 minutter, som dog desværre ikke kastede mål af sig.

Herefter kom fynboerne bedre med i kampen og i en periode på 15-20 minutter viste holdet omstillingsspil af høj klasse, hvor Varde-defensiven i flere omgange blev udspillet. Den første store mulighed til fynboerne kom efter 20 minutters spil, hvor Morten Rønne blev spillet helt fri dybden, men heldigvis afsluttede han lige på Sune Nissen. Efter en god hovedstødschance til Kasper Køhlert nogle få minutter senere, som desværre blev brændt, havde gæsterne en ny stor mulighed omkring den halve time efter en indøvet hjørnesparkskombination, men Varde-defensiven klarede heldigt frisag.

Efter en ny flot omstilling bragte fynboerne sig foran 1-0 efter 35 minutters spil, da Tobias Arndal blev spillet fri dybden og sikkert udplacerede Sune Nissen. Minuttet efter var det tæt på 2-0, men Sune Nissen hev en superredning frem og parerede forsøget fra en helt fri Simeon Sørensen.

Det sidste 5 minutter af halvlegen fik Varde  lagt et tungt pres på gæsternes mål. Først var Buster Kirchner tæt på med et kanonskud fra ca. 10 meters afstand, men gæsternes keeper Søren Vedsted klarede med en feberredning til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark lykkedes det dog Kristoffer Sørensen at sparke bolden i nettet efter et par kontraer i feltet. I halvlegens sidste sekunder havde Kasper Køhlert en god mulighed for at bringe Varde på 2-1, men hans afslutning røg lige i favnen på gæsternes keeper.

Begivenhedsrig første 45 minutter og en ganske rimelig stilling.

Gæsterne lagde bedst ud efter pausen, hvor Sune Nissen med et par store redninger inden for det første kvarter måtte agere redningsmand for Varde. Herefter var det hjemmeholdets tur med et par gode muligheder til Kasper Køhlert, hvor keeperen reddede, og Daniel Eugster, som sparkede langt over mål på et godt oplæg fra Morten Smidt. Kampen var nu helt åben og kunne gå til begge sider.

Efter 75 minutters spil fik fynboerne bolden i mål, men scoringen blev korrekt annulleret for off side. Med 10 minutter igen af kampen fik dommeren en afgørende indflydelse på resultatet, da han takserede Nicolaj Andreasen rene tackling i feltet til et straffespark, som gæsterne Andreas Ramachandran Jensen sikkert omsatte til et føringsmål til fynboerne.

I forsøget på at udligne føringen blev Steffen Andersen rykket frem i angebet de sidste 10 minutter, og 5 minutter før tid serverede han en kæmpe chance for Kasper Køhlert, som fra få meters afstand sparkede forbi et tomt mål. Kort før tid lykkedes det så gæsternes Victor Kynde at lukke kampen med et flot hovedstød efter endnu en giftig omstilling.

Skulle kampen have en vinder var det ikke ufortjent, at fynboerne løb med sejren, blot ærgerligt at kampen skulle afgøres på en forkert dommerkendelse. Som ventet spillede fynboerne en omgang flot pasningsfodbold og var særdeles farlige i omstillingerne, hvor bolden blev sluppet lynhurtigt. Hos hjemmeholdet var indsatsen godkendt, men kampen demonstrerede tydeligt, at den defensive organisation endnu ikke er på plads.

Vardes næste opgave er på lørdag, hvor holdet møder B 1909 i Odense med kampstart kl. 13.00.

Matchfacts Varde IF Elite – Oure Fodbold Akademi:

Resultat: 1-3 (1-1)

0-1 Tobias Arndal (35.)

1-1 Kristoffer Sørensen (41.)

1-2 Andreas Ramachandran Jensen (80. str.)

1-3 Victor Kynde (90.)

Dommer: Jesper Farsø Vase

Tilskuere: 146

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen (46. Lasse Holm), Steffen Andersen, Kristoffer Sørensen, Nicolaj Andreasen – Buster Kirchner (62. Daniel Eugster), Mikkel Knudsen, Daniel Kristiansen, Niclas Holm (87. Mathias Backs) – Morten Smidt, Kasper Køhlert.

Advarsler Varde: Kristoffer Sørensen (79.)

Advarsler Oure: Mathias Hansen (21.)

 

30. August 2015 af Ejgil Gammelgaard