Morten Køhlert ny sportschef

Morten køhlert 2012
Morten Køhlert ny sportschef

Varde IF Elite har tilknyttet den 54-årige Morten Køhlert som ny sportschef i klubben.

Morten Køhlert er en kendt skikkelse i Varde IF Elite, idet han var assistenttræner for Jørn Bach i en 3 års periode fra 2010 til 2012. Tidligere har han været cheftræner i SGI.

Sportschefopgaven har hidtil været varetaget af bestyrelsen (Casper Hartmann), men med opstart af nyt firma og 3 små børn i hjemmet har Casper fundet tiden for knap til fortsat at løse denne opgave, som bestemt ikke er blevet mindre med omstruktureringen af 2. Division i indeværende sæson, hvor antallet af hold skæres ned fra 32 til 24 hold.

Casper har udført et kæmpe arbejde i gennem mange år for at trække talenter til klubben, men har nu besluttet sig for at koncentrere sig om bestyrelsesarbejdet i Varde IF Elite, og overdraget sportschefopgaverne til Morten Køhlert.

Morten Køhlerts primære arbejdsopgaver vil være som følger:

  • Sikre et godt trænings- og arbejdsmiljø for trænerstaben tilknyttet divisionsholdet, inklusiv sparring
  • Sikre udviklingen af divisionstruppen, således at klubben på kort sigt etablerer sig i den landsdækkende 2. division og på lidt længere sigt kvalificerer sig til slutspillet i sæsonen 2015/16.
  • Sikre at Varde IF Elite promoveres positivt i presse og samarbejdsklubber

Formand Henrik Jessen er glad for at det igen er lykkedes at tilknytte Morten Køhlert til klubben. “Med Morten har vi fået en person, der i den grad brænder for fodbolden og har et stort fodboldmæssigt netværk. Så jeg er sikker på, at han er den helt rigtige afløser for Casper.

 

9. Oktober 2014 af Ejgil Gammelgaard