De 178 tilskuere fik en særdeles målrig og underholdende kamp torsdag aften på Sydbank Stadion, da Varde tog afsked med divisionsrækkerne for denne gang. Brabrand fra subtoppen i tabellen vandt fortjent 5-3 efter en halvlegsføring på 2-1.

Hos Varde var Søren Nørgreen og Niklas Fyhn tilbage i henholdsvis det centrale forsvar og på venstre back pladsen. Morten Eggert Nielsen havde overtaget karantæne Steffen Andersens plads på midtbanen, mens Kristian Skov tog sig af højre kant i stedet for Morten Eggert.

Hjemmeholdet lagde frisk ud, og Rasmus Harm havde et godt gennembrud i det 6. minut, men afslutningen gik forbi mål. Et par minutter senere faldt kampens første mål, og ganske symptomatisk for forårets vedkommende efter en stor personlig fejl. Kristoffer Sørensens tværaflevering fra bagerste række blev opsnappet af en Brabrand spiller, som spillede Lasse Ankjær helt fri til en let scoring. Varde fortsatte dog det friske spil, og efter 20 minutters spil tog Kristoffer Sørensen revanche, da han efter et commandoraid på venstrekanten trak skråt ind i banen, og kanonerede bolden op i nettaget. Et meget flot mål, der høstede stort bifald.

Kampen var fortsat helt lige, måske med et lille spillemæsssigt overvægt til hjemmeholdet, men med godt 5 minutter igen af halvlegen svigtede markeringen i Vardes forsvar, og Nick Drachmann havde alt for nem ved at passe Jonas F.C. i hjemmeholdets mål. Lige inden pausen var Lasse Ankjær tæt på at øge føringen til 3-1 på et hovedstød efter hjørnespark, men heldigvis strøg bolden lige over mål.

Spillemæssigt en lige og forholdsvis chancefattig 1. halvleg, men hvor Brabrand effektiv udnyttede fejlene hos hjemmeholdet.

Varde fik en god start på 2. halvleg og efter knap 10 minutters spil udlignede Kasper Køhlert på et godt skud fra distancen efter en hjørnesparkssituation. Blot 2 minutter senere var det Morten Eggert Nielsen, der med et rigtig flot langskud bragte hjemmeholdet på 3-2, mens desværre holdt føringen kun ganske få minutter, da Sebastian Pinkel afsluttede et glimrende forarbejde i Vardes højre forsvarsside med en let scoring.

Kampen var stadigvæk helt åben, og med et kvarter igen havde Kasper Køhlert muligheden for påny at bringe Varde i front, da der blev begået straffespark mod Jesper Lund. Desværre tog Brabrands keeper Lasse Borg chancen til den rigtige side og afværgede forsøget. På det efterfølgende angreb havde Sebastian Moneron en kæmpe mulighed for igen at bringe Brabrand i front, men heldigvis røg hovedstødsforsøget forbi mål.

I takt med udskiftningerne hos hjemmeholdet og muligvis lidt mental træthed overtog Brabrand i slutfasen mere og mere initiativet, og med godt 5 minutter igen scorede Lasse Ankjær på et hovedstød fra nært hold efter indlæg fra venstre forsvarsside. 3 minutter senere blev kampen endelig afgjort, da Morten Eggert fejlpassede en bold tilbage i straffesparksfeltet, hvor den blev opfanget af en Brabrand spiller, der spillede Nicolai Johansen fri til en let scoring. I kampens overtid havde Varde et par gode muligheder for at reducere, men begge afslutninger blev reddet på stregen.

Selv om det ikke blev til den ønskede sejr slap Varde spillerne fra opgøret med æren i behold, og havde Kasper Køhlert udnyttet straffesparket med et kvarter igen af kampen kunne kampen være tippet til hjemmeholdets side, men en fortjent sejr til Brabrand, som lige havde et gear mere, når det var påkrævet. 

 Matchfacts Varde IF Elite – Brabrand IF

Resultat: 3-5 (1-2)

0-1 Lasse Ankjær (8.)

1-1 Kristoffer Sørensen (20.)

1-2 Nick Drachmann (39.)

2-2 Kasper Køhlert (54.)

3-2 Morten Eggert Nielsen (56.)

3-3 Sebastian Pingel (60.)

3-4 Lasse Ankjær (84.)

3-5 Nicolai Johansen (87.)

Dommer: Lars Halskov

Tilskuere: 178

Varde: Jonas Flindt Christensen – Jakob Riber, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn – Kristian Skov (85. Martin Thomsen), Kasper Køhlert, Morten Eggert Nielsen, Simon Matras (Jesper Lund 64.) – Rasmus Harm (Jeppe Carstensen (64.), Jack Holt.

Ikke benyttet: Brian Heller, Lennart Borgvardt, Morten Gregersen og Emil Sørensen.       

 

21. Juni 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.