Onsdagens udekamp mod topholdet Marienlyst endte med en komfortabel sejr til fynboerne på 5-2, efter en føring ved pausen på 3-0.

Hermed mistede Varde de sidste forhåbninger om at spille divisionsfodbold i næste sæson, idet FC Sydvest slog Næsby og Ringkøbing tjente et enkelt points med uafgjort mod Skanderborg. Hermed er afstanden op til 14. pladsen, som giver playoff kampe mod nr. 14 i 2. division øst 9 points med 3 spillerunder igen, og da Ringkøbing har en målscore der er 17 mål bedre end Vardes er der ikke mere en realistisk mulighed for at klare frisag.      

Hos Varde var Jakob Riber tilbage i midterforsvaret efter udstået karantæne på bekostning af Jesper Lund, men ellers var det samme startformation som i sidste lørdags kamp mod Blokhus FC.

Selv om kampen endte med et forholdsvis stort nederlag leverede Varde spillerne en energisk indsats, hvor presspillet især den første halve time fuldstændig tog brodden af fynboernes farlige offensiv. Fynboerne var dog begunstiget af det held som følger et topheld, og da samtidig kampens dommer valgte at dømme fynboernes vej i et par kritiske situationer blev det en vanskelig aften Varde-holdet generelt, og ikke mindst for forsvaret, som var i gavehumør.

Kampens første scoring faldt i der 35. minut, hvor Marienlysts Chris Käehne resolut sparkede bolden i nettet efter et par halvkiksede clearingsforsøg fra Vardes side af. Blot minutttet efter blev det 2-0 efter glimrende omstillingsspil, hvor Kristian Skov i forsøget på at redde situationen sparkede indlægget i eget net.

5 minutter før pausen indtraf så hændelsen, som for alvor bragte gemytterne i kog. Hjemmeholdets Martin Mortensen, som allerede i starten af kampen burde have haft det gule kort for et grovt frispark begået mod Steffen Andersen, nedlagde Kasper Køhlert et par meter udenfor feltet, i en situation, hvor Kasper var spillet helt fri med kun målmanden tilbage. Kampens dommer Aydin Usli greb da også straks til lommen, men til stor overraskelse for alle var farven på kortet gul, og ikke rød, som den burde have været. En udvisning på dette tidspunkt kunne have haft indflydelse på kampens videre forløb. Inden Varde spillerne havde fundet sig selv efter denne lussing strøg Raafat El-Soussi igennem i Vardes højre forsvarsside, og nærmest fra baglinjen sejlede det halvkiksede indlæg i nettet, hvormed kampen reelt set var lukket.

2. halvleg bød på 4 scoringer, med 2 mål til hver. Først var det hjemmeholdets Patrick Pedersen, der scorede til 4-0 på et godt gennemspillet angreb, hvor Vardes forsvar så rigtig skidt ud. Kort efter reducerede Kristoffer Sørensen på hovedstød til 4-1 efter et hjørnespark fra Rasmus Harm inden Chris Käehne sluttede hjemmeholdets scoring med et flot mål til 5-1, igen efter effektiv omstillingsspil. Kort før tid lykkedes det indskiftede Jeppe Carstensen at pynte på resultatet for Varde, da han udnyttede Simon Matras´s flotte forarbejde.    

Kampen illustrerede tydeligt Vardes problemer her i foråret. Holdet matcher fint modstanderne mellem felterne, men i felterne, hvor de fleste kampe bliver afgjort, mangler rutinen, kynismen og fysikken. Det har Marienlyst derimod i stor grad, og det er således ikke tilfældigt, at holdet nu ligner et kommende 1. divisionsmandskab efter nederlaget til Aarhus Fremad i onsdagens lokalopgør mod Brabrand.

Vardes næste kamp er førstkommende lørdag, hvor nedrykningstruede Ringkøbing gæster Sydbank Stadion. Kampen spilles som sædvanlig kl. 15.00.

Matchfacts Marienlyst – Varde IF Elite:

Resultat: 5-2 (3-0)

1-0 Chris Käehne (35.)

2-0 Kristian Skov (selvmål 36.)

3-0 Raafat El-Soussi (43.)

4-0 Patrick Petersen (55.)

4-1 Kristoffer Sørensen (60.)

5-1 Chris Käehne (68.)

5-2 Jeppe Carstensen (88.)    

Dommer: Aydin Uslu

Varde: Jonas Flindt Christensen – Kristian Skov, Jakob Riber, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn – Morten Eggert Nielsen, Søren Nørgreen, Kasper Køhlert, Steffen Andersen (63. Jeppe Carstensen), Rasmus Harm (78. Jesper Lund) – Jack Holt (46. Simon Matras).

Ikke benyttet: Marc Simested og Emil Sørensen  

Advarsler: Kasper Køhlert

 

6. juni 2013 af Ejgil Gammelgaard

             

 

Comments are closed.