Kolding B besejret efter målorgie

Med 3 mål indenfor de sidste 10 minutter vendte Varde et truende nederlag til en sejr på 5-3 efter en livlig affære med et hav af chancer i begge ender.

Vardes startformationen var fuldstændig den samme som i sidste weekends opgør mod Herning Fremad. 

Kampen fik en særdeles livlig start med en Varde scoring af Viktor Skovby efter 1 minut og 44 sekunder, på et indlæg i feltet fra Kenneth Kruse. Men ellers var hjemmeholdet klart bedst i den indledende fase og Sophus Rårup var af flere omgange tæt på at overrumple et vakkelvorent Varde forsvar i minutterne lige efter. Først måtte Sune Nissen redde et godt forsøg til hjørnespark og kort efter ramte Rårup stolpen efter en halvklaring af Sune Nissen.

Efter et lille kvarters spil slog Varde offensiven til igen. Mikkel Blåholm hamrede bolden på stolpen med venstrebenet og Kenneth Kruse kunne nemt sende riposten i nettet til 2-0 føring.

Efter 20 minutters spil reducerede hjemmeholdets Christian Wulff på en helflugter oppe i nettaget til 2-1, og 2 minutter senere var samme Wulff tæt på at udligne, da han afsluttede lige forbi mål.

Omkring den halve time havde Mikkel Blåholm et par gode muligheder for at øge føringen. Først sendte han et drøn af et skud lige forbi mål og få minutter senere blev han spillet helt blank med keeperen af Kenneth Kruse, men keeperen reddede forsøget fra Blåholm.

Et par minutter før pausen faldt udligningen ved Dennis Johansen, som sendte et tørt huk fra kanten af feltet i nettet. Efter et godt frisparksforsøg af Mikkel Blåholm, som keeperen snuppede nede ved stolpen var Christian Wulff tæt på at give hjemmeholdet en halvlegsføring i 1. halvlegs overtid, men hans skud ramte ydersiden af stolpen.

En halvleg med et hav af chancer i begge ender og Varde kunne ikke være utilfreds med uafgjort ved pausen.

Cheftræner Søren Pallesen tog i pausen konsekvensen af den usikre defensiv og skiftede to mand i den bagerste kæde. Peter Brix blev erstattet med Mikkel Knudsen, som trådte ind på den centrale midtbane i den såkaldte 6´er position, hvorved Nikolaj Andreasen kunne rykkes tilbage i det centrale forsvar. Endelig blev Simon Jelstrup erstattet af Søren Jelstrup på højre back positionen.

Selv om Jonas Rode bragte Kolding B foran 3-2 via indersiden af stolpen efter 10 minutters spil havde Varde meget bedre styr på defensiven de sidste 45 minutter, men efter et skud på overliggeren af Viktor Skovby kort efter føringsmålet til hjemmeholdet skulle man helt hen til de sidste 10 minutter af kampen inden udligningen faldt på et frispark ved Joachim Puggaard, efter at keeperen havde snuppet bolden med hænderne udenfor feltet. 

Mikkel Blåholm sørgede for føringen med 4 minutter igen af kampen da han sendte et indlæg fra Niclas Holm i nettet og endelig lukkede Kenneth Kruse kampen med en flot scoring til 5-3 i sidste minut.

Stor tilfredshed i Varde lejren med de sidste 45 minutter og cheftræner Søren Pallesen lagde da heller ikke skjul på, at udskiftningerne i pausen efter hans mening havde været kampafgørende samtidig med, at man for alvor fik sat sig på kampen de sidste 20 minutter.

Vardes næste kamp er på tirsdag, hvor holdet hjemme på Sydbank Stadion møder 2. divisionsholdet fra Thisted FC i Sydbank Pokalen. Der er kampstart kl. 17:15.             

Matchfacts Kolding Boldklub – Varde IF:

Resultat 3-5 (2-2)

0-1 Viktor Skovby (2.)

0-2 Kenneth Kruse (13.)

1-2 Christian Wulff (20.)

2-2 Dennis Johansen (43.)

3-2 Jonas Rode (55.)

3-3 Joachim Puggaard (81.)

3-4 Mikkel Blåholm (86.)

3-5 Kenneth Kruse (90.)

Dommer: Christian Clausen

Tilskuere: 150.

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (46. Søren Jelstrup), Peter Brix (46. Mikkel Knudsen), Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Jesper “mc” Christiansen (71. Nicolaj Forst Jensen), Nikolaj Andreasen, Niclas Holm, Viktor Skovby – Kenneth Kruse, Mikkel Blåholm.

Ikke benyttet: Lasse Holm og Rasmus Bornhøft.

Advarsler Varde: Ingen

Advarsler Kolding B: Nicolaj Laursen (81.)

 

Den 7. September 2019 af Ejgil Gammelgaard