Knebent nederlag i topkampen efter undertal i 70 minutter

Varde måtte se sig besejret 1-0 i topkampen mod Næsby, som havde fordel af at være en spiller i overtal i det meste af kampen, da Nikolaj Andreasen så rødt efter blot 20 minutters spil. Sejren var ikke ufortjent, men havde Varde haft marginalerne på sin side det sidste kvarter kunne den højintense kamp sagtens have endt 1-1.

Mikkel Knudsen var tilbage på sekser positionen, hvor han afløste Nicolai Forst, Rasmus “mc” Ckristiansen fik chancen på venstre kant i stedet for Søren Jelstrup og endelig var der debut til Kenneth Kruse i angrebet, hvor han afløste Mikkel Blåholm.

Hjemmeholdet lagde bedst ud, og allerede indenfor det første minut kom holdet frem til en stor chance, men afslutningen sneg sig lige forbi stolpen. Som kampen skred frem fik Varde bedre fat, og forhindrede fynboerne i at komme frem til de oplagte muligheder.

Én af kampens afgørende momenter faldt i det 20. minut, da Nikolaj Andreasen fik direkte rødt efter et benspænd lige uden for feltet. Umiddelbart en hård dom, men da Niko var bagerste mand kunne kendelsen forsvares. Udvisningen medførte, at Rasmus “mc” Christiansen af taktiske årsager blev ofret til fordel for Peter Brix, der trådte ind i centerforsvaret.

Fynboerne lagde nu et tungt pres på Varde defensiven, som dog kæmpede heroisk, og bortset fra en enkel stor mulighed omkring den halve time blev det ikke rigtig farligt. Vardes eneste reelle chance før pausen var et glimrende skud af Mikkel Rohde efter godt opspil af Kenenth Kruse og Mathias Backs, men Næsby keeperen fik pareret afslutningen til et hjørnespark.

Hjemmeholdet lagde lagde også hårdt ud de sidste 45 minutter, og efter en god redning af Sune Nissen efter få minutters spil scorede Morten Lund Petersen kampens eneste mål minuttet efter, hvor opbakningen kiksede i Varde forsvaret. Påen dyb stikning var Næsby anføreren pludselig alene i feltet, og kunne uden problemer score hos en sagesløs Sune Nissen.

Efter målet trak hjemmeholdet sig en smule tilbage på banen og de næste 20-25 minutter foregik stort set som en stillingskrig midt på banen med masser af hårde dueller uden nævneværdige chancer til nogen af holdene. I denne periode mistede kampens dommer Midhat Sulejmanovic delvis grebet om kampen, hvilket blandt andet udløste 5 gule kort i slutfasen, hvor frustrationerne stod i kø.

Mikkel Rohde havde et fremragende frisparksforsøg med knap 20 minutter igen af kampen, som keeperen med en flot redning fik pareret til et hjørnespark.

Med 10 minutter igen foretog Varde en offensiv udskiftning, hvor Simon Jelstrup blev erstattet med Mikkel Blåholm, og det lykkedes Vardes 10 mand at få lagt et pænt pres på hjemmeholdet i slutminutterne.

Satsningen betød dog også, at hjemmeholdet kom frem til at par store muligheder, hvoraf den ene endte i sidenettet, og den anden fornem pareret af Sune Nissen. Dybt inde i dommerens tillægstid blev Mathias Backs revet rundt ind i feltet, men i stedet for at dømme straffespark, blev der dømt frispark til hjemmeholdet, en kendelse vi havde svært ved at se.

“Unødvendigt nederlag, vi burde have spillet til 0” lød det fra cheftræner Søren Pallesen efter kampen, som roste spillerne for en fremragende indsats langt hen af vejen. “Med henblik på de kommende kampe er det vigtigt at vi ser fremad og ikke dvæler ved skuffelsen. Vi ligger stadigvæk nummer 1 efter de første 9 kampe med et fremragende udgangspunkt, inden vi på lørdag tager hul på 2. spilleomgang” lød det fra cheftræneren, som også havde store roser til debutanten Kenneth Kruse.

Med sejren lykkedes det Næsby at lukke hullet til førergruppen, hvor 4 hold nu har skilt sig ud, og udgøres af Varde med 19 points, Kolding B og SfB-Oure begge med 17 points og Næsby med 16 points.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor holdet i en ny topkamp ude møder Kolding Boldklub.

Matchfacts Næsby – Varde:

Resultat 1-0 (0-0)

Udvisning Nikolaj Andreasen (20.)

1-0 Martin Lund Petersen (50.)

Dommer: Midhat Sulejmanovic

Tilskuere: 167

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (80. Jakob Andreasen), Nikolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Lasse Holm (80. Mikkel Blåholm), Mikkel Rohde, Mikkel Knudsen, Rasmus “mc” Christiansen (24. Peter Brix) – Mathias Backs og Kenneth Kruse.

Advarsler Varde: Mathias Backs (75.) og Joachim Puggaard (85.).

Advarsler Næsby: Anders Nielsen (67.), Christoffer Hermansen (75.) og Rasmus Espersen (87).

 

Den 29. September 2018 af Ejgil Gammelgaard