21-Jonas Flindt

Jonas Flindt Christiansen stod en flot kamp og var chanceløs ved de 3 scoringer

Vardes 2. divisionshold måtte lørdag eftermiddag indkassere et nederlag på 3-0 til formstærke Næsby, som satte tingene på plads i en første halvleg, hvor stort set intet lykkedes for Varde-spillerne. Efter pausen var Varde-holdet som forvandlet, og spillerne fik vist, at man sagtens kan være med på dette plan. Det lykkedes dog ikke at pynte på resultatet, da Kristian Skov misbrugte et straffespark kort før tid. 

Til kampen var den 17-årige Jonas Flindt Christensen valgt som keeper i stedet for André Christiansen, mens Morten Eggert Nielsen overtog karantæneramte Kasper Køhlerts plads på den defensive midtbane. Udgangspunktet var således en forsigtig 4:5:1 formation med Jack Holt alene i front, i håbet om at dæmme op for Næsbys rapfodede offensiv spillere.

Det lykkedes desværre langt fra i 1. halvleg, hvor Varde spillerne blev godt og grundigt udspillet. Inden der var spillet en halv time var stillingen 3-0 og kampen var således tidligt afgjort. Jonas Flindt Christiansen stred bravt i Varde- målet, mens eksperimentet med Morten Eggert Nielsen på den defensive midtbane ikke lykkedes. Ligeledes var det tydeligt, at Jesper Lund var overmatchet tempomæssigt i det centrale forsvar, en usikkerhed som spredte sig til resten af 4 back-kæden i de første 45 minutter.

Morten Eggert Nielsen havde et godt langskudsforsøg i det 6. minut, som Christian Kier tog sig af,  inden Næsby for alvor tog fat. Føringsmålet faldt i det 11. minut, da Nick Ragus ubesværet trak sig fri på højrekanten og serverede en direktør til Kristoffer Strangholt, som let kunne score til 1-0 fra få meters afstand. Herefter lagde Næsby et hårdt tryk på Varde-defensiven, og blot 2 minutter senere havde Jeppe Hansen et skud på stolpen inden Jacob Eigaard minuttet efter gjorde det til 2-0, efter power play omkring Vardes straffesparksfelt. Målet til 3-0 faldt efter 27 minutters spil ved Kristoffer Strangholt, som udnyttede en stikning i dybden, da Niklas Fyhn blev overspillet. 

Herefter faldt tempoet i kampen, og resten af halvlegen forløb uden de store muligheder til nogen af siderne.     

Der er ingen tvivl om, at der blev snakket med store bogstaver i Vardes omklædningsrum i pausen, hvor der samtidig blev foretaget en række ændringer i formationen. Kristian Skov blev rykket ned på højre back pladsen for at dæmme op 2-målsskytten Kristoffer Strangholt, Jakob Riber overtog Jesper Lunds plads i det centrale forsvar, mens Lund blev rykket alene i front. Vikarierende anfører Søren Nørgreen blev rykket frem på den defensive midtbane, mens Niklas Fyhn overtog venstre back pladsen. Endelig blev Jack Holt rykket tilbage på højre kant.

Opsangen og formationsændringerne medførte, at det var et helt andet Varde-mandskab i 2. halvleg. Energien og udstrålingen var tilbage, og nu var det Varde spillerne der vandt duellerne og sad på spillet. Jesper Lund havde en stor mulighed efter et lille kvarters spil af halvlegen, men desværre tøvede han en anelse i afslutningen, og det lykkedes en Næsby forsvarsspiller at cleare forsøget til hjørnespark. Minuttet efter var det Jonas FC, der hev en flot redning op af skuffen efter et langskudsforsøg fra Palle Weber. 

Midt i halvlegen blev de to unge Simon Matras og Martin Thomsen skiftet ind på kanterne, og især førstnævnte viste igen store prøver på sit talent, hvor han med sin hurtighed flere gange udfordrede Næsby forsvaret. Det var da også Simon Matras der fremtvang straffesparket i slutminutterne, da han blev nedlagt i feltet. Desværre lykkedes det ikke Kristian Skov at pynte på resultatet, da forsøget ramte underkanten af overliggeren og røg i spil igen. På det efterfølgende angreb var Jonas FC igen redningsmand for Varde, da han parerede en friløber fra Jeppe Hansen.

I slutminutterne måtte begge mandskaber spille med med 10 mand, da Næsbys Kristian Gaarde måtte udgå med et forvredet knæ efter en tackling med Jesper Lund, mens Steffen Andersen måtte sunde sig på bænken med næseblod.

Cheftræner Jørn Bach var da også meget klar i mælet, da han mod sædvane kaldte spillerne sammen umiddelbart efter kampen: “1. halvleg var rent ud sagt noget lort, men jeg har stor respekt for jeres indsats i 2. halvleg, og den måde I forsøgte at komme tilbage i kampen på. Tag dette med til den næste kamp på lørdag mod Blokhus”.  

Til kampen mod Blokhus FC næste lørdag på Sydbank Stadion må Varde se bort fra Jakob Riber, som med advarslen i kampen mod Næsby er karantæneramt.

Matchfacts Næsby – Varde:    

Resultat 3-0 (3-0)

1-0 Kristoffer Strangholt (11.)

2-0 Jacob Eigaard (15.)

3-0 Kristoffer Strangholt (27.)

Dommer: Martin Rasmussen

Tilskuere: 249

Varde: Jonas Flindt Christensen – Niklas Fyhn, Jesper Lund, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen – Kristian Skov, Morten Eggert Nielsen (77. Jeppe Carstensen), Steffen Andersen, Jakob Riber, Emil Sørensen (63. Martin Thomsen) – Jack Holt (63. Simon Matras).

Ikke benyttet: Marc Simested og Morten Gregersen.

Advarsler: Niklas Fyhn (13.) og Jakob Riber (45.).

 

26. Maj 2013 af Ejgil Gammelgaard   

 

 

         

        

 

             

 

Comments are closed.