Esben Lauridsen scorede til 1-0 og spillede sin bedste kamp i foråret

På trods af en føring på 2-0 indtil 20 minutter før tid, måtte Varde nøjes med det ene point i udekampen mod Næsby, Grundlovsdag. Den intense og underholdende kamp sluttede meget passende 2-2, efter et tungt Næsby pres de sidste 25 minutter af kampen.

Efter at FC Fyn tidligere på dagen havde besejret Thisted 4-1 var det nødvendigt for hjemmeholdet at erobre alle 3 points, såfremt muligheden for at vinde rækken skulle bevares. Næsby åbnede da også kampen i et højt tempo, hvor bolden blev ført rundt i flotte kombinationer uden at det dog lykkedes at trænge igennem et velorganiseret og godt kæmpende Varde-defensiv. Sandro Spasojevic var dog tæt på at snyde Varde forsvaret efter et kvarters spil, da han blev spillet fri i feltet, men Tommy Ladefoged kom godt ud, og fik afværget situationen.

Herefter blev Varde-holdet gradvis bedre og bedre i omstillingsspillet, og efter 18 minutters spil faldt kampens første mål ved Esben Lauridsen. Jesper Brinck sled sig godt fri på venstrekanten og på hans flotte indlæg fra baglinjen, havde Esben god tid til at tage bolden ned og halvflugte kuglen ind i nettet forbi en chanceløs Christian Kier i Næsby målet. Få minutter senere var Stephen Jørgensen tæt på at øge til 2-0, men hans glimrende forsøg fra en spids vinkel på højrekanten strøg lige forbi stolpen.

Et par minutter senere var det Næsbys Pelle Weber, der var tæt på i den anden ende, men her røg bolden også lige forbi målet. Kort efter faldt kampens to eneste advarsler. Først var det Rasmus Jessen, der fældede Nick Ragus lige udenfor feltet, men frisparket blev sparket langt over mål af hjemmeholdets Søren Madsen. Minuttet senere blev Esben Lauridsen stoppet ureglementeret lige udenfor feltet af Kasper Baden, som ligeledes måtte indkassere et gult kort. På det efterfølgende frispark missede Rasmus Jessen af to omgange. Det første forsøg røg i muren, og på riposten halvkiksedse Rasmus med højrepoten.

Halvlegens sidste mulighed tilfaldt Morten Smidt, som driblede sig fri på kanten af feltet, men desværre sparkede lige forbi mål. De første 45 minutter sluttede således med en 1-0 føring til Varde efter en hæsblæsende halvleg, hvor Næsby havde bolden mest, men hvor Varde mandskabet virkede skarpest i felterne. 

Varde fortsatte de flotte takter i starten af 2. halvleg, og efter blot 4 minutters spil blev Morten Smidt spillet helt fri midt på Næsbys banehalvdel, men helt uforståelig vinkede liniedommeren for offside, selv om Smidt var mindst 1 meter på den rigtige side. Desværre fulgte kampens dommer liniedommerens flag, til stor frustration på Varde bænken. 

I det 53. minut var hjemmeholdet tæt på en udligning efter et giftigt frispark ind i feltet fra Søren Madsen. Der opstod et gevaldigt klumpspil foran Tommy Ladefogeds mål, hvor bolden dansede på stregen, inden den blev ekspederet ud af farezonen. Få minutter senere tog Morten Smidt så sagen i egen hånd. Efter at modtaget bold på egen banehalvdel foretog han et commando raid op til feltet, hvor han først rundede Janus Erlendsson og efterfølgende prikkede bolden forbi Christian Kier, som kom stormende ud af målet. 2-0 til Varde var herefter en kendsgerning. I de følgende minutter havde en velspillende Esben Lauridsen yderligere et par gode forsøg til at cementere føringen, men desværre gik begge forsøg forbi mål.   

Nede med 2-0 var Næsby lejren nu tvungen til at satse. Der blev således foretaget en dobbeltudskiftning, samtidig med, at man ændrede formationen til kun at spille med 3 mand i den bagerste kæde. Da Varde samtidig var nødtvungen til at foretage et par udskiftninger,  lagde hjemmeholdet for alvor pres på Varde-mandskabet, som lod sig falde for langt tilbage på banen.

Det massive pres gav udbytte efter 71 minutters spil, da Mark Staal reducerede til 2-1 efter glimrende opspil på højrekanten. 5 minutter senere havde Morten Smidt dog en god mulighed for at lukke kampen, men desværre lykkedes det ham ikke at passere Christian Kier, efter en glimrende frispilning i dybden fra Jesper Lund. Udligningen til 2-2 faldt i 85. minut på hovedstød ved Sandro Spasojevic, igen efter glimrende opspil på højrekanten. Samme Spasojevic var tæt på at bringe Næsby i front blot 2 minutter efter scoringen, men Tommy Ladefoged parerede flot på Spasojevics lob forsøg.

I kampens overtid var Varde tæt på at løbe med alle 3 points. Først var det Jesper Lund, der sparkede lige forbi efter et hjørnespark, og i det 4. minut inde i tillægstiden, var Morten Eggert meget tæt at heade en frisparksbold i mål, men desværre sneg bolden sig lige forbi stolpen.

Hos Varde spillerne sporedes der umiddelbart efter kampen en vis portion skuffelse over, at man ikke havde været i stand til holde føringen hele vejen hjem. “I dag var vi oppe mod et virkeligt godt spillende hold, og vi kan så afgjort være indsatsen bekendt”, lød det dog fra assistenttæner Morten Køhlert. Cheftræner Jørn Bach var ligeledes fuldt ud tilfreds med præstationen. “Vi har en del boldtab midt på banen i 1. halvleg, som krævede en del ekstra kræfter, som vi godt kunne have brugt i slutfasen, men ellers synes jeg at hele holdet ydede en rigtig flot indsats”.     

Med resultaterne i 3. sidste spillerunde ligger det nu fast, at FC Fyn vinder rækken og skal spille play off kampe om oprykning til 1. division. I bunden er det farvel til Viby og Skjold, mens 4 klubber – Aarup, Lindholm, Brabrand og Otterup – kæmper om at undgå de to sidste nedrykningspladser. For Vardes vedkommende betyder det ene points, at man nu er 100% sikker på at slutte sæsonen i top 4, og med 4 points ned til Thisted på 4. pladsen ligger det til en slutplacering som nr. 3.

Den sidste hjemmekamp i forårssæsonen afvikles på søndag, hvor FC Fyn gæster Sydbank Stadion. Kampen spilles som sædvanlig kl. 15.00.       

Matchfacts Næsby – Varde

Resultat: 2-2

0-1 Esben Lauridsen (18.)

0-2 Morten Smidt (56.)

1-2 Mark Staal (71.)

2-2 Sandro Spasojevic (85.)

Dommer: Chris Johansen

Tilskuere: 403

Varde: Tommy Ladefoged – Steffen Silberbauer, Casper Homann, Rasmus Jessen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert (84. Rasmus Harm), Jesper Brinck – Esben Lauridsen (72. Jonas Sømmerly), Morten Eggert Nielsen, Stephen Jørgensen (61. Jesper Lund) – Morten Smidt.

Ikke benyttet: Marc Simested

Advarsler: Rasmus Jessen (33.) og Kasper Baden (35.).

 

5. Juni 2012 af Ejgil Gammelgaard   

               

       

         

 

Comments are closed.